Bliv en del af ungepanelet og gør en forskel for andre børn og unge med diabetes

Som en del af Steno Diabetes Center Nordjyllands nye Ungepanel er du med til at udvikle fremtidens diabetesbehandling. Du kan hjælpe os med at blive klogere på, hvordan vi kan hjælpe andre børn og unge, så livet med diabetes bliver lidt lettere.

Bliv en del af vores Ungepanel

Har du diabetes og er du mellem 14 og 22 år? Så kan du blive en del af vores nye Ungepanel!

Du er eksperten i, hvordan det er at være barn eller ung med diabetes. Vi håber, du har lyst til at dele dine oplevelser med os! Hvad havde du brug for at vide, da du fik diabetes? Hvordan gjorde du, da du skulle ud at rejse alene for første gang? Da du skulle på efterskole? Da du mødte din første kæreste?

 

For at være med i Ungepanelet kræver det at - 

  • Du er mellem 14-22 år
  • Du lever med diabetes
  • Du bliver behandlet i Region Nordjylland – enten i Aalborg eller Hjørring
  • Du har lyst til at hjælpe andre børn og unge med diabetes og være med til at forbedre behandlingen.
  • Du har lyst til at fortælle din mening og komme med gode idéer
  • Du har lyst til at arbejde sammen med andre unge med diabetes
  • Du har lyst til at starte et nyt ungebrugerråd op og være med til at give dit præg på det
  • Du er en del af Ungepanelets Facebookgruppe.

Vil du være en del af ungepanelet?

Så meld dig ind i vores lukkede Facebookgruppe: Ungepanelet - Steno Diabetes Center Nordjylland.

 

 

Som medlem bliver du inviteret til at deltage i workshops, der handler om, hvordan vi kan forbedre diabetesbehandlingen for børn og unge på og udenfor hospitalet. Du kan følge med i hvilke emner, der er fokus på til næste møde og tilmelde dig, hvis der er noget, du synes er spændende. Det kan være, at du har en god idé til, hvad den næste sæson af vores podcast Diabetesfamilier skal handle om? Eller du har lyst til at forbedre vores hjemmeside til unge med diabetes? Eller det kan være noget helt andet?

Du behøver ikke deltage til alle møder - men vi vil gerne give dig tilbuddet. Uanset hvad du har lyst til at arbejde med, så har vi brug for dig, din stemme og dine oplevelser som barn eller ung med diabetes - har du lyst til at være med?

Du og mange andre unge er en del af Ungepanelet

Til møderne kan du møde andre unge med diabetes, og I vil sammen arbejde med emnerne. Vi regner med at mellem 10-30 unge deltager i ungepanelmøderne.

Signe Guldhammer Lystbæk fra Steno Diabetes Center Nordjylland er din kontaktperson - det vil sige, at det er hende, der planlægger møderne og hende, du kan skrive til, hvis du har spørgsmål - eller emner, du gerne vil have, at ungepanelet taler om.

Overlæge Peter Gustenhoff og sygeplejerske Christina Rysholt vil også deltage i møderne. Det er deres opgave at lytte til Ungepanelet og undersøge, hvordan man kan bruge dine og de andre unges idéer i udviklingen af nye behandlingstilbud.

Vi sørger for aftensmad og dækker din transport

Til møderne vil du få aftensmad som tak for din hjælp. Dine udgifter til transport bliver dækket efter gældende takst (hvis du bruger offentlig transport, skal du gemme kvitteringen – så refunderer vi beløbet). Vi mødes på et centralt sted i Aalborg. Du bliver inviteret til møderne via Facebookgruppen. Alle møderne har forskellige emner, og du kan deltage i så mange eller så få møder, som du har lyst til.

Samtykke

Er du under 15 år, skal dine forældre/forældremyndighedsindehavere give deres samtykke til, at du kan være med. Er du mellem 15 og 18 år, anbefaler vi, at du fortæller dine forældre/forældremyndighedsindehavere, at du er med i Ungepanelet. De er velkomne til at kontakte uddannelseskonsulent Signe Guldhammer Lystbæk, hvis de gerne vil høre mere om, hvad Ungepanelet er for noget.

Referater fra Ungepanelet

Signe Guldhammer Lystbæk

Uddannelseskonsulent

Telefon

23 43 04 84

Mail

s.lystbaek@rn.dk