Hudpleje og hudproblemer

 

Til brugere af insulinpumper og sensorer (CGM, FGM)

 


Er du bruger af insulinpumpe eller sensor, er det vigtigt at pleje huden korrekt. Har du hudgener som kløe, svie, rødme, hævelse eller eksem? Få mere viden om forebyggelse her


 

Hudpleje og hudproblemer

 

Er du bruger af insulinpumpe og/eller sensorer til måling af vævsglukose, er det vigtigt, at du har viden om, hvordan du plejer huden korrekt. Huden skal være hel, ren og tør samt fri for sæbe og cremerester. Dette for at plasteret hæfter ordentligt og risikoen for kontakteksem minimeres.

De generelle anbefalinger lyder:

· Vask huden med vand og parfumefri sæbe

· Tør huden, til den er helt tør

· Desinficer huden, inden pumpenål eller sensor placeres - dette fjerner eventuelt fedt på huden

· Skift injektionssted systematisk fra gang til gang

· Hvis det er nødvendigt med ekstra plaster, skal det fjernes med forsigtighed ved at trække i plasterets hjørner.

· Tør hud kan smøres med parfumefri creme for at forberede det fremtidige injektionssted

· Rester af plaster på huden kan fjernes med f.eks. babyolie, alternativt en særlig klæbefjerner (spørg din behandler).

Du kan få råd om parfumefri sæbe og cremer fra astma og allergiforeningen her: https://www.denblaakrans.dk/allergimaerkede-produkter

Oplever du, at plasteret løsner sig eller falder af?

 

Kraftig behåring, fedtet, våd eller svedig hud kan give problemer med, at plasteret falder af.

· Hårfjernelse kan foretages med saks eller ved at barbere området. Barbering kan beskadige huden og bør foretages mindst 2 dage, før området anvendes

· Fedtet hud sprittes af med spritswabs

· Fugtig hud kan evt. tørres med en føntørrer

· Ved problemer med, at plasteret løsner sig f.eks. som en følge af øget svedtendens, kan der fikseres yderligere med ekstra tape eller transparent film (spørg din behandler).

· Ved særlige svedproblemer kan svedproduktionen nedsættes i et afgrænset område ved brug af særlig antiperspirant. Huden påføres antiperspirant døgnet før skift, og området vaskes grundigt, inden påsætning af devise (spørg din behandler). 

 

Oplever du hudproblemer med udslet, rødme, kløe eller falder plasteret af:

 

A. Rødme, der er afgrænset til området, hvor plasteret har siddet:

Skyldes ofte en kemisk reaktion. Der kan være tale om rester af sæbe, creme, parfume eller deodorant, som skaber en reaktion, når det lukkes inde under plasteret.



· Det er vigtigt at sikre, at du har fulgt ovenstående forskrifter for klargøring af hud

· Flydende barrierefilm kan evt. anvendes som en beskyttende hinde på huden. Der findes forskellige mærker, som findes i form af spray, servietter etc. (spørg din behandler).

· Udslet, der ikke forsvinder trods aflastning og behandling med fed creme, kan forsøges behandlet med Hydrocortison 1%. (håndkøb)

B. Rødme, der går ud over området, hvor plasteret har siddet:

Kan skyldes overfølsomhed overfor plasteret.

Kan eventuelt afhjælpes med:

· Hyppigere skift af infusionssæt/patch/pod

· Flydende eller en fast barrierefilm (spørg din behandler)

Ved brug af fast barrierefilm anbefales at klippe hul hvor nål eller sensor går gennem huden

C. Rødme og kløe omkring pumpenålens indstikssted:

Kan skyldes overfølsomhed for det materiale nålen er lavet af.

Kan eventuelt afhjælpes med:

· Hyppigere skift af infusionssæt/patch/pod

· Skift til stålnål eller anden insulinpumpe (tal med din behandler)

Oplever du noget af ovenstående, bør du foretage dig følgende:

 

· Tal med din behandler om en løsning på problemet og eventuel udredning hos hudlæge

· Anmeld dine hudproblemer til lægemiddelstyrelsen

Anmeldelse af hud-hændelser opstået i forbindelse med brug af devices kan ske til:

https://laegemiddelstyrelsen.dk/da/udstyr/indberetning-af-haendelser/#

Lipodystrofi, når fedtvævet reagerer på insulin

 

Lipohypertrofi også kaldet insulinpuder, ses ved injektion af insulin i et for lille område, hvorved der opstår lokal vækst af fedtvævet. I disse områder kan optagelsen af insulin være påvirket og resultatet vil være svingende blodsukker. Problemet forebygges ved at være meget omhyggelig med at fordele injektionsstederne over så stort et område som muligt. Det er IKKE nok bare at skifte fra side til side



Lipoatrofi ses yderst sjældent hos insulinpumpebrugere. Ved lipoatrofi forsvinder fedtværet i dele af injektionsområdet og efterlader, til tider, dybe huller under huden. Oplever du dette skal du straks kontakte din behandler idet der hurtigst muligt skal findes en løsning på problemet.

 

 

 

Diabetes Ungeklinikken

Supplerende behandlingstilbud fra Steno Diabetes Center Nordjylland

 

Følg os på www.rn.dk/ungdiabetes