Kørekort og diabetes

 


Når du ønsker at tage kørekort er der forskellige ting du skal være opmærksom på, når du har diabetes.


 

Hvornår kan jeg begynde at tage kørekort? 

 

I en alder af 16 år og 9 måneder kan den unge starte på køreskole
- Det er en betingelse, at forældremyndighedsindehaver giver tilladelse til ansøgningen
- Den praktiske køreprøve kan afvikles, når den unge er fyldt 17 år
Når både teori- og køreprøve er bestået, må den unge køre bil forudsat, at der er en erfaren ledsager med.
- Det er vigtigt, at den unge ofte hjælpes til at træne bilkørsel, og gerne varieret i forhold til tid på dagen, vejrslige forhold og vejens type (lande-og motorvej samt bykørsel)

 

For at få kørekort skal du bruge en lægeerklæring

 

Lægeerklæring (kørekortsattest) fra egen praktiserende læge skal altid foreligge:

Ved udstedelse af det første kørekort, undtagen kørekort til lille knallert
Ved senere ønske om udvidelse af kørekort til vogntog bestående af en person-/varebil og et påhængskøretøj med tilladt totalvægt på over 750 kg, og hvor vogntogets samlede tilladte totalvægt ikke overstiger 4.250 kg samt traktor/motorredskab + ved alle store kørekort.

Når lægen skal udfylde lægeerklæringen, er det vigtigt, at lægen ved, hvilken kategori af køretøj der ønskes kørekort til.
Der stilles større helbredsmæssige krav ved kørekort til Gruppe 2 (store kørekort) end til Gruppe 1 (almindelig personbil, kørekort kategori B). Kontakt socialrådgiver for yderligere oplysning.
Den særlige diabetesattest skal kun foreligge ved gruppe 1 (kategori B), hvis sygdommen er ustabil, har medført lavt blodsukker eller medført komplikationer (det er den praktiserende læges vurdering, om der skal laves en særlig diabetesattest). Diabetesattesten udfyldes af ambulatorielægen og afleveres sammen med den almindelige lægeerklæring på borgerservice.
Praktiserende læge kan vedhæfte medicinoversigt til lægeerklæringen, såfremt oversigten er relevant for vurdering af den unges evne til at føre motorkøretøj.

 

Borgerservice


Ansøgninger om førstegangserhvervelse af kørekort og om senere ansøgninger om udvidelser og fornyelse af kørekort indsendes/afleveres til Borgerservice.

Lægeerklæring medbringes i en, af lægen, lukket kuvert, og ansøgningsblanket udfyldes på Borgerservice.

 

Når du skal tage kørekort, er du ansvarlig for:

 

At fortælle ledsageren om de krav han/hun skal opfylde for at kunne være ledsager i bilen med dig bag rattet
At kunne dokumentere overfor politiet, at ledsageren er orienteret om forventningskrav og regler
At du og din ledsager, forud for bilkørsel, udfylder og underskriver en særlig Ledsagerblanket. Det sikrer, at der er dokumentation for, at du som 17 årig har oplyst din ledsager om kravene, og at ledsageren er orienteret om kravene.
Ledsagerblanketten findes på Færdselsstyrelsens hjemmeside   (kan vi linke?)

 

Krav til ledsageren

Ledsageren skal være minimum 30 år.
Han/hun skal i de sidste 10 år have haft et gyldigt dansk kørekort til personbil (B)
I 10 års perioden må kørekortet ikke have været frakendt.
Ledsageren skal altid medbringe sit kørekort
Ledsager skal under kørslen på fuld forsvarlig vis være i stand til selv at sætte sig bag rattet. Det vil sige, at ledsageren ikke må være træt eller syg, eller være påvirket af alkohol, medicin, euforiserende stoffer m.v.

 

Hvad skal ledsageren i øvrigt være opmærksom på

Kørslen må kun finde sted i Danmark
Ledsagerens opgave er at guide og vejlede den 17årige og dermed være behjælpelig med, at den 17 årige både opøver og bevarer overblik under kørslen
Når en 17årig sidder bag rattet, er han/hun juridisk fører af bilen og har dermed også ansvar for bilen
Når den 17årige kører din bil, er du (ledsageren) at regne for at være passager
Bilens lovpligtige forsikring vil som udgangspunkt dække på samme måde, som hvis andre med gyldigt kørekort kører bilen
Vær opmærksom på, at nogle forsikringsselskaber har forhøjet selvrisiko for bilister, der er under 25 år. Kontakt dit eget forsikringsselskab for yderligere information.

 

Krav ved udstedelse og fornyelse af kørekort, Gruppe 1 (bl.a. kategori B)

 

Ansøgere med recidiverende alvorlig hypoglykæmi (Et lavt blodsukker der har krævet hjælp af andre) kan først få kørekort udstedt eller fornyet 3 måneder efter sidste tilfælde.
Udstedelse eller fornyelse af kørekort vil bero på udtalelse fra praktiserende læge eller speciallæge med særligt kendskab til diabetes. 
- Det er vigtigt at personen med diabetes i tide kan opdage, at blodsukkerniveauet falder og kan genkende advarselssymptomerne, inden et lavt blodsukker påvirker bevidstheden.
Det er vigtigt, at personen med diabetes forstår risikoen i forbindelse med hypoglykæmi
Det er vigtigt, at personen med diabetes er i stand til at kontrollere sin diabetes på en tilfredsstillende måde og har den fornødne egenomsorg i forbindelse med bilkørsel

 

 

 

 

 

 

Kørekort og tidsbegrænsninger

 

Der er en generel tidsbegrænsning i kørekort til personbil (kategori B på 15 år, men for borgere med kroniske lidelser og/eller nedsat funktionsevne, kan der være kortere gyldighedsperioder.

Den største trafiksikkerhedsmæssige risiko ved diabetes er hypoglykæmi (lavt blodsukker). Hypoglykæmi er en bivirkning til behandlingen af diabetes og ikke en del af sygdommen i sig selv. Mulighederne for at kontrollere sygdommen er i dag forbedret betydeligt.

Det er en forudsætning for både et godt behandlingsresultat og for trafiksikkerheden, at der er en åben dialog mellem personen med diabetes og læge/sygeplejerske. 

At du tager ansvar for din diabetes er afgørende for trafiksikkerheden.

Kan den medicinske behandling medføre hypoglykæmi kan kørekort udstedes med en individuel tidsbegrænsning på maksimalt 5 år.

 

 

Diabetes Ungeklinikken

Supplerende behandlingstilbud fra Steno Diabetes Center Nordjylland

 

Følg os på www.rn.dk/ungdiabetes