5 gode råd til at forebygge type 2-diabetes


Du kan forebygge type 2-diabetes på flere måder. I første omgang kan det måske virke som noget af en mundfuld, hvis du skal i gang med at omlægge livsstilsvaner. Men husk at selv små ændringer er med til at gøre en forskel. 

 

Tal med din familie om risikoen

 

Mange ved ikke, at de har type 2-diabetes i familien. Det kan være, at din mor har haft graviditetsdiabetes, eller din bedstefar fik type 2-diabetes i sin alderdom. Når du kender din egen risiko for at udvikle type 2-diabetes, så kan du begynde at tage forebyggende livsstilsvalg. 

 

Kost er forebyggende

 

Du kan nedbringe din risiko for at udvikle type 2-diabetes ved at kigge på dine kost- og motionsvaner. Måske er der noget, der skal skrues op eller ned for, for at sikre en balanceret sund kost? Du kan med små ændringer gøre en stor forskel f.eks. ved at udskifte almindeligt brød og pasta med fuldkorn eller skifte sukkerholdige drikke med lightprodukter.  

Bliv klogere på kost og forebyggelse af type 2-diabetes her.

 

Bevæg dig 30 minutter om dagen

 

Al motion er godt, og alt tæller. Det vigtigste er, at du husker at røre dig – og du må gerne finde noget, du synes er sjovt. Det behøver ikke at være et maraton eller hård fitness. En rask gåtur på 30 minutter er med til at nedbringe din risiko for at udvikle type 2-diabetes. 

Læs mere om motion her.

 

Du behøver ikke altid tabe dig

 

Hvis du udskifter fedtceller med muskler, er du godt på vej til at forebygge type 2-diabetes. Fedtceller øger nemlig din krops behov for insulin, og de kan presse din krop til at udvikle sygdommen. Muskler er bedre til at optage insulin end fedt. Det betyder ikke, at du skal have et vaskebræt for at optage insulin bedst muligt. Når du bevæger dig, øger du din muskelmasse. I nogle tilfælde er det derfor bedre at fokusere på at øge muskelmasse fremfor at tabe sig. 

 

Skab gode vaner for dig selv og din familie

 

Du kan give type 2-diabetes videre til dine børn, hvis det er i din familie - også selvom du ikke har udviklet type 2-diabetes. Gør dig selv og din familie en tjeneste ved at skabe gode vaner fra start, så dine børn undgår at udvikle sygdommen. 

 

Få hjælp til en sundere livsstil

Din kommune har også en række sundhedstilbud til dig, der gerne vil have råd og vejledning til livsstilsændringer eller til dig, der har en sygdom. Du kan se, hvilke tilbud din kommune har på sundhed.dk. Du vil typisk finde tilbuddene til livsstilsændringer under kategorierne ”kost”, ”rådgivning og støtte”, ”rygning” eller ”træning”.

Find lokale sundhedstilbud



Del "Kend din arv" på Facebook | LinkedIn | Twitter | E-mail