SDCN ønsker gennem tværsektorielt samarbejde at sætte fokus på en særlig indsats til sårbare personer med diabetes. For målgruppen gælder, at deres diabetes ofte er dårligt reguleret, og/eller at de udebliver fra kontroller hos deres behandler. Ifølge Sundhedsstyrelsen influerer sårbarhed på motivation og fastholdelse af patienterne i et optimalt sundhedsfagligt rehabiliterings- og behandlingsforløb[1]. Dette kan være med til at øge risikoen for at udvikle senkomplikationer.
Sårbarhed defineres med afsæt i figuren nedenfor, og dækker således en bred vifte af undergrupper.
SDCN foreslår, at der gennem tværsektorielle indsatser sættes fokus på personer, som i dag ikke bliver diagnosticeret, bliver diagnosticeret sent eller har udfordringer med at følge og fastholde behandling, som f.eks. psykisk syge og andre sårbare grupper, herunder børn og unge med diabetes fra sårbare familier.
[1] Sundhedsstyrelsen (2017): Anbefalinger for tværsektorielle forløb for mennesker med type-2 diabetes