Fysisk aktivitet spiller en vigtig rolle i både forebyggelsen og behandlingen af personer med type 2-diabetes. Men det diskuteres, hvilken type af træning virker bedst. Nyt studie undersøger, om korte træningspas ved høj intensitet virker bedre end lange træningspas med moderat intensitet.
Når man har haft type 2-diabetes i nogle år, så begynder langtidsblodsukkeret at stige, selv om man holder sin vægt og er fysisk aktiv i nogen grad. Med års mellemrum skal man derfor have mere og mere medicin.
En måde at forhindre, at man alt for hurtigt skal have alt for meget medicin, er ved f.eks. at omlægge sin livsstil og være fysisk aktiv flere gange om ugen.
Det fortæller Kurt Højlund, som er klinisk professor og forskningsleder på Steno Diabetes Center Odense.
Ifølge ham har fysisk aktivitet mange positive effekter.
”Det kan sænke langtidsblodsukkeret ved at forbedre insulinfølsomheden, og det kan forbedre insulinproduktionen. Det kan give bedre humør, bedre kolesteroltal og bedre kropssammensætning i form af mindre fedtmasse og mere muskelmasse”, lyder det.
Internationalt er anbefalingen, at mennesker med type 2-diabetes skal være moderat fysisk aktive 175 minutter om ugen - altså knap 3 timer.
”Men det kan være en udfordring for mange at efterleve”, siger Kurt Højlund.
Højintensitets-træning som løsning
Derfor undersøger Kurt Højlund med nogle kollegaer, om man kan opnå samme eller endnu bedre effekt med kortere højintense intervaltræningspas, som man kan ved den mere tidskrævende moderate træning.
Ved højintensitets-intervaltræning træner man i relativ kort tid ad gangen, men med max intensitet.
Derfor kan man måske nøjes med kortere og færre træningssessioner om ugen.
”Vi var ret overraskede over, hvor stor effekt der var på især insulinfølsomheden. Den blev forbedret med ca. 40% i alle grupperne”, siger Kurt Højlund.
”Og så så vi ikke mindst den største gennemsnitlige virkning hos patienterne med type 2-diabetes, hvor den var helt oppe på 44%. Så det er en ret udtalt forbedring”.
Metoden bag undersøgelsen og resultaterne
For at undersøge effekten af den høiintense træning skulle 45 deltagere gennem et træningsforløb hen over en periode på 8 uger.
Personerne var fordelt i 3 forskellige grupper á 15: En gruppe med slanke normalvægtige, en gruppe med overvægtige og raske samt en gruppe med overvægtige med type 2-diabetes.
Fællesnævneren for alle grupper var, at deltagerne var inaktive mænd.
Derfor var der sat nogle grænser for, hvor aktive deltagerne måtte være for at være med.
Forinden og efter træningsforløbet fik de målt kondital, fedtforbrænding, evnen til at producere insulin og vigtigst: hvor modtagelige, de var over for insulin.
Med disse data registreret kunne forskerne måle på den fysiologiske udvikling hos deltagerne.
Grupperne skulle igennem 3 træningspas om ugen, så altså 24 i alt med træning på romaskine og træningscykel.
I begyndelsen skulle deltagerne først træne højintenst, og det betød her 90% af ens maksimale iltoptagelse i 5x1 minut efterfulgt af en pause og så igen træning 5x1 minut – så 10 minutter i alt.
Gradvist blev træningsmængden så øget hen over de 8 uger til i alt 5 gange 5x1 minut – så 25 minutter i alt.
Og det gav virkelig stor gevinst.
”Fordi vi lod dem træne i små grupper samtidigt, så kunne de sætte sig selv op til at gennemføre træningen. Så det er en vigtig ting, at man er flere om træningen, og at der er en, der kan supervisere træningen”, siger Kurt Højlund.
Træningen skal implementeres
Udover de positive resultater for insulinfølsomheden, fandt forskerne også positive effekter ved kropssammensætningen. Mindre fedt og mere muskelvæv.
Hos deltagerne med type 2-diabetes så de også et fald i langtidsblodsukkeret.
Efter de meget positive resultater kan man begynde at implementere denne form for træningspas som eksperiment hos patienter med type 2-diabetes.
”Jeg håber, det vil være et tilbud, som mange kan benytte sig af. Det er ikke noget, man kan eller skal tilbyde alle, men det vil være en stor del af patienter med type 2-diabetes, man kan tilbyde træningen”, siger Kurt Højlund.
”Jeg vil ikke påstå, at man med denne træning kan undgå medicin, men vi må kigge på, om det kan lade sig gøre at holde langtidsblodsukkeret nede med træning og vægttab alene – eller om der skal lægges medicin oven i”.