Sådan gik årets EASD-kongres for Steno Diabetes Center Nordjylland

Denne uge har Steno Diabetes Center Nordjylland været afsted til den største, årlige kongres om diabetes i Europa, nemlig European Association for the Study of Diabetes (EASD). Læs her, hvordan det gik.

Fra venstre: ph.d-studerende Mette Krabsmark Borbjerg, ph.d. og postdoc Suganthiya Croosu og ph.d.-studerende Marie Balle Sjøgaard, der hver især leverede et stærk oplæg indenfor emnet neuropati til årets EASD-kongres.

De seneste år har SDCN været repræsenteret med to-tre oplæg til EASD, men i år var centret afsted med 16 oplægsholdere, hvoraf de ti oplæg udgik direkte fra SDCN’s forskningsområde.

Om årets EASD-kongres siger forskningsleder Peter Vestergaard:

Det har været en stor oplevelse at deltage i år, især set i lyset af de mange gode indlæg, vi har repræsenteret. Samtidig er det både inspirerende og imponerende at se den hastighed, som forskningen udvikler sig i indenfor området – til gavn for de mennesker, der lever med diabetes.


Fra venstre: Centerdirektør Poul Erik Jakobsen og forskningsleder Peter Vestergaard

Den betragtning bakker centerdirektør for Steno Diabetes Center Nordjylland, Poul Erik Jakobsen, op om:

Det er fantastisk, at det igen er muligt at samle så mange eksperter med interesse for diabetes fra hele verden. Kvaliteten af oplæggene har været høj, og det glæder mig især, at de danske Steno-centre har været så velrepræsenterede til EASD. Der er ingen tvivl om, at dansk diabetesforskning er i verdensklasse og vil komme mange personer med diabetes til gode.

Derudover har turen til EASD givet anledning til at tage mange nye ideer og samarbejder med hjem, fortæller klinisk professor og overlæge ved Aalborg Universitetshospital og Steno Diabetes Center Nordjylland, Niels Ejskær, som også deltog:

Det har været rigtig godt at rejse sammen og se vores yngre forskere levere ti flotte præsentationer på den internationale scene – det er ret godt gået efter 5-6 års virke. Udover at vi har fået nye ideer og samarbejder med hjem, så har vi også fået nye venner og har kunnet styrke gamle venskaber. På den måde vi fået et stort udbytte af turen hele vejen rundt."

Foruden at fylde i antal har Steno Diabetes Center Nordjylland også gjort sig bemærket i fagmediet Dagens Medicin, som har interviewet ph.d.-studerende Camilla Heisel Nyholm Thomsen og ph.d. og postdoc Rikke Viggers om hver deres studie, som blev fremlagt som oral presentations til EASD.


På billedet: Camilla Heisel Nyholm Thomsen præsenterer de tidlige forskningsresultater for et større publikum.

Læs historien om Camilla Heisel Nyholm Thomsens tidlige forskningsresultater for en ny machine learning-metode, der skal gøre insulin-titrering lettere og bedre her.

Læs historien om Rikke Viggers resultater for lægemidler mod knogleskørhed, der kan mindske potentiel risiko for at udvikle type 2-diabetes her.

Begge historier er bag betalingsmur.