Hvad er type 2-diabetes?
Hvordan er type 2-diabetes arvelig?
Mange tror, at type 2-diabetes kun er en livsstilsygdom, men det er i høj grad en arvelig sygdom.
Type 2-diabetes er arveligt, men det bestemmes ikke kun af et gen. Derfor er det svært at svare på, hvor meget den enkelte er i risiko for at udvikle type 2-diabetes. Man ved, at hvis der er en forælder, der har type 2-diabetes, er risikoen op til 40%. Hvis begge forældre har det, er det op til 80%. Det er svært at kende sin risiko, men hvis du har diabetes i den nærmeste familie, kan der være en ekstra god grund til at spise sundt og dyrke motion. Type 2-diabetes gør, at din bugspytkirtel har svært ved at følge med og producere nok insulin til kroppens behov. Overvægt, usund kost og manglende motion er med til at presse bugspytkirtlen, og når den ikke kan følge med længere, får man type 2-diabetes.
Hvis du lever på en måde, der presser din bugspytkirtel mindst muligt, kan du forebygge, udskyde eller måske endda undgå at få type 2-diabetes.
Tidlig opdagelse og forebyggelse gør en stor forskel
Mange med type 2-diabetes opdager først sent, at de har fået sygdommen, fordi kroppen vænner sig til at have et højt blodsukker. Et forhøjet blodsukker er hårdt for din krop, og det kan gøre store skader på kroppen. Derfor er det vigtigt, at man forbygger type 2-diabetes og opdager det så tidligt som muligt, så man kan behandle sin diabetes. Der findes heldigvis en effektiv behandling af type 2-diabetes, så mange kan leve godt med deres diabetes.
Behandling af type 2-diabetes
Type 2-diabetes bliver behandlet både med medicin og kost og motion. Mange bliver behandlet med tabletter eller antidiabetisk medicin, som skal indsprøjtes dagligt eller ugentligt, men man kan også blive behandlet med insulininjektioner, som man typisk kender fra type 1-diabetes. Desuden spiller kost og motion en stor rolle i at få bedre kontrol med sit blodsukker.
Skal man være nervøs for at få type 2-diabetes?
Nej, det skal man ikke. Mange lever rigtig godt med type 2-diabetes, og det kan behandles effektivt. Type 2-diabetes er dog ikke ufarlig, da sygdommen medfører en risiko for at få andre komplikationer, fx problemer med hjertet, nyrerne, øjnene og fødderne. Derfor er det vigtigt at holde sit blodsukker i balance, når man lever med diabetes.
Se eller gense webinar om type 2-diabetes
Få den nyeste viden om type 2-diabetes fra overlæge og klinisk professor Niels Ejskjær fra Steno Diabetes Center Nordjylland og bliv klogere på, hvordan arv og livsstil kan påvirke din risiko for at udvikle type 2-diabetes.
Varighed: 61 minutter
Opdateret