Workshop: Digital sundhed for børn og unge
- Vi havde samlet en række klinikkere fra Aalborg Universitetshospital og Nordjyllands Regionshospital, der alle arbejder med børn og unge på diabetesområdet - fra diabetessygeplejesker, overlæger til diætister.
- Vi havde inviteret virksomheden CadPeople ind, der arbejder med kommunikation og digitale værktøjer.
- Vi havde inviteret to hold af studerende fra Aalborg Universitet ind, der begge samarbejder med SDCN om deres digitale studieprojekter - hhv. fra informationsvidenskab på 8. semester samt teknologi og kommunikation på 9. semester. Du får i denne artikel en reportage fra workshoppen.
Du får i denne artikel en reportage fra workshoppen.
Workshoppen
Spørgsmålene var mange, da Pernille Meyer Højholt fra Digital Sundhed & Diabetes, Steno Diabetes Center Nordjylland, præsenterede workshoppen.
- Skal vi udvikle en webplatform, hvor man kan klikke sig ind på relevant information?
- Skal vi udvikle et spil, hvor børn og unge får sin egen avatar eller karakter, hvor det handler om at bevare et stabilt blodsukker?
- Skal det være muligt at lægge et lag over virkeligheden med VR briller og fx lære ved at komme ind i en bugspytkirtel?
- Skal vi bruge sociale medier til at skabe et digitalt fælleskab for de unge?
Som Pernille fortæller har SDCN ikke en fast opskrift for, hvordan fremtidens digitale løsninger vil være for børn og unge på diabetesområdet. Hun har brug for andres perspektiver til at udvikle nye digitale løsninger. Derfor havde hun inviteret klinikkere, studerende og teknologivirksomheden CadPeople ind til en workshop.
Hvad er den gældende sygeplejepraksis?
Til workshoppen var der sat tid af til to af de inviterede diabetessygeplejersker fra Regionshospital Nordjylland kunne fortælle om den årlige diabetesdag, som de holder for de unge, når de er hhv. 9 år, 12 år og 15 år, og der bruges som et værktøj til at hjælpe børn og unge med at styrke deres egenmestring af diabetes.
Til diabetesdagen er information et vigtig parameter. De unge får bl.a. viden om insulin, blodsukkermåling, motion og kost og værktøjer til at kunne at håndtere deres sygdom bedre.
Når man skal give information til børn og unge, er det ifølge de to sygeplejersker vigtigt, at det ikke er for tungt og ”lærerstyret”. Det er børnene og de unge og deres behov, der skal være i centrum, hvilket eksempelvis kan imødekommes ved at afholde en quiz eller trække ting ud af en kuffert, hvor spørgsmål ikke handler om at kunne fakta, men at kunne sætte ord på egen sygdom.
"Hvad er sværest ved at have diabetes? Hvordan er det at gå i skole og have kammerater? Hvad gør man, hvis man bliver drillet? Er det svære at få en kæreste, når man har diabetes?".
Det afgørende ved læringen er ikke, at det er faktabaseret, men at det er sjovt og involverende og skaber et lille univers, som unge ønsker at deltage i.
Ifølge de to sygeplejersker, synes de unge, at det er rart at blive klogere på deres egen diabetes. De unge nyder dog også at få lov til at bowle i løbet af diabetesdagen, og de kunne godt tænke sig flere pauser på dagen, så de kan snakke med hinanden. De unge efterspørger derfor fællesskabet med hinanden. Som de to sygeplejersker fortæller kommer de unge til diabetesdagen med forskellige forudsætninger. Nogle har haft diabetes siden de var 2 år – andre siden de var 8 år. Nogle unge bliver behandlet med en type insulinpumpe. Andre med en anden. Når de møder hinanden, vil se hinandens udstyr og høre hinandens historier. Det er godt for de unge, fortæller de to sygeplejersker.
Hvilke digitale løsninger er mulige i dag?
Til arrangementet var virksomheden CadPeople inviteret ind for at give et mere teknologisk perspektiv på, hvilke digitale muligheder, der gør sig gældende i dag.
Allerede fra start bad de fire talere fra CadPeople folk om at træde væk fra deres pladser og komme tættere på et touchable tv. Fra tv'et viste virksomheden forskellige digitale løsninger, ikke kun på diabetesområdet, men også i andre specialer og sektorer.
Eksempelvis kunne man se, hvordan Crohn-patienter ved hjælp af en telemedicinsk app kunne sende daglige informationer om deres helbred til lægen samt hvordan VR briller kunne have en positiv effekt på demenspatienter. Herudover fortalte de, hvordan læringsforløb kan gøres digitalt og mere virtuelt ved at gå væk fra den klassiske "se en læringsfilm og lad os herfra evaluere din viden via en multiple choice test".
Med hjernen fyldt op med gode idéer, var deltagerne i workshoppen klar til næste fase: Ideudvikling.
Ideudvikling
Deltagerne i workshoppen blev opdelt i grupper på tværs af fag.
I plenum blev det fastlagt at ideudviklingen skulle tage udgangspunkt i at udvikle digitale løsninger til de 10-18 årige. Især de ældre unge, kan typisk være en udfordring at få involveret til fysiske møder, da deres kalender er fyldt med årsprøver, praktik, fastetablerede venskaber og brobygningsforløb til ungdomsuddannelser. Og det er derfor oplagt også at tænke digitalt for at nå ud til dem.
Grupperne fik i workshoppen en times tid til at udvikle nye koncepter. Du kan nedenstående se tre eksempler på det.
Koncept 1: Den digitale diabetesdagbog:
I opstartsforløbet udfylder patienter i Aalborg og Hjørring og deres familier et dagligt skema kaldet diabetesdagbogen. Familierne skal her noterer blodsukkerniveau og sende et billede af skemaet til en mailadresse. Skemaet er et godt taleredskab og kan hjælpe behandleren med at foretage justeringer og forstå tendenser ift. blodsukkeret. Problemet ved skemaet er at nogle familier bakker væk fra det, når hverdagen kører. Man kunne derfor godt tænke sig at få en tilgængelig løsning, som familierne synes er let og fedt at arbejde med, og her er det oplagt at tænke digitalt.
Koncept 2: Interaktiv forståelse af diabetes
Hvad sker der, når han spiser noget mad med kulhydrater? Hvordan er der forskel på franskbrød og rugbrød? Hvilke virkninger har alkohol? Hvad sker der når mangler insulin og danner ketoner? Hvilken indflydelse har sport på kroppen? Og hvordan er der forskel på kroppen, når man har diabetes eller ikke har diabetes?
Det er vigtigt for børn og unge samt deres familier at forstå kroppens funktioner. Derfor viser sygeplejersker på nuværende tidspunkt illustrationer, der viser symptomer på, hvordan kroppen typisk reagere hos diabetespatienter. Illustrationerne er dog statistiske og meget simple, og man ser her et potentiale i at udvikle en digital løsning, der kan gøre forståelsen for kroppens funktioner mere interaktiv og brugerstyret, fx ved at kunne se madens vej ned til mavesækken, heriblandt processerne i bugspytkirtlen.
Koncept 3: Bygge bro mellem forældre og deres børn med VR
En problematik, er at man som forældre kan have svært ved at sætte sig i barnets sted og forstå deres hverdag og liv med diabetes. Ved at forældrene kan tage VR-brillerne på, vil de kunne se en film, hvor de følger et barns perspektiv med diabetes: Man vil her kunne fornemme, hvordan symptomer er for lavt og højt blodsukker samt hvordan påtalende spørgsmål virker på barnet ved middagsbordet: "Har du nu husket at måle din blodsukker?"
Tilsvarende vil børn og unge kunne tage VR-briller på og få et indblik i forældrenes naturlige bekymringer. Det handler om at kunne sætte sig i hinandens sted. Dette kan VR hjælpe med.

En åben slutning
Som en sygeplejerske til workshoppen fortæller er der mange muligheder for at kunne digitalisere børns og unge behov for at kunne mestre deres egen diabetes. Man skal dog ikke gøre sygeplejen smart for at være smart, men fokusere på det, der giver mening at få digitaliseret: "Vi skal ikke blot komme med noget nyt. Det handler om at bygge ovenpå".
Projektleder Pernille Mejer Højholt, der stod for arrangementet, er enig i denne betragtning:
”De mange inputs, der blev skabt til workshoppen er ikke radikalt nytænkende, og det er faktisk positivt. Mange af idéerne er nemme at komme i gang med og man vil hurtigt kunne styrke patienters forståelse og egenmestring af diabetes ved at tænke digitalt”.
Ifølge Pernille er workshoppen en start på at udvikle nye digitale løsninger for børn og unge på diabetesområdet, og Digital Sundhed & Diabetes vil drible bolden videre i fremtiden. Det er dog ikke sidste gang, at SDCN vil bruge en innovationsworkshop til at integrere andres syn på digitalisering:
"Som vi har fået bekræftet til arrangementet, er det ikke kun muligt at bygge bro mellem dem, der har fokus på praksis, og dem, der har hovedet ned i teknologi. Det er også muligt at udvikle nye koncepter sammen".
Har du spørgsmål om workshoppen, eller ønsker du at samarbejde om Digital Sundhed og Diabetes, kan du kontakte Pernille Mejer Højholt på mail: pmh@rn.dk eller tlf: 4110 4446.