Podcast: Diabetesforskerne udkommer med tredje sæson

De syv Steno Diabetes Centre udkommer d. 1. marts med tredje sæson af den populære podcast Diabetesforskerne. Podcastserien består af 14 afsnit og giver et spændende indblik i den nyeste forskning og viden om diabetes.

Forskningsformidling i øjenhøjde

Diabetesforskerne er de syv Steno Diabetes Centres forsøg på at lave forskning i øjenhøjde:

I Danmark lever mere end 300.000 med diabetes, og der kommer hvert år flere til. I podcastserien Diabetesforskerne ønsker vi at formidle den nyeste forskning i et letforståeligt sprog, så personer med diabetes og andre interesserede kan få indsigt i og gavn af forskningen, fortæller forskningschef i Steno Diabetes Center Nordjylland, Peter Vestergaard.

I sæson tre kan du bl.a. få svar på om fodbold kan forebygge type 2-diabetes? Kan man forbedre udredning og behandling af søvnapnø i Grønland? Kan insulin erstattes med en pille? Er det muligt at forebygge type 2-diabetes allerede i fosterstadiet og mange flere interessante spørgsmål.

 

I tredje sæson byder vi velkommen til Færøerne

Som noget nyt er det nye Steno Diabetes Center i Færøerne også med i tredje sæson. Det er ti år siden, at det blev undersøgt, hvor udbredt type 2-diabetes var på Færøerne. Resultaterne af undersøgelsen er siden blev brugt til oplysning og uddannelse af læger – ligesom ny diabetesforskning på Færøerne står på skuldrene af projektet fra 2013. I et af afsnittene bliver journalist og podcastvært Simon Brix klogere på, hvor mange der har diabetes på Færøerne sammen med Jens Andreasen, overlæge på medicinsk afdeling og ansvarlig for diabetesambulatoriet på Steno Diabetes Center Færøerne, der har forsket i, hvor mange der har type 2-diabetes eller forstadier til sygdommen. Du kan også høre professor i fodbold Magni Mohr fortælle om den store forskel fodbold kan gøre for at nedsætte risikoen for at udvikle type 2-diabetes.

 

Yderligere information

Tredje sæson af Diabetesforskerne udkommer med fire afsnit d. 1. marts 2023. Herefter udgives et nyt afsnit hver onsdag de næste ti uger.

 

Gå til sæson 3 af podcastserien Diabetesforskerne

Opdateret