Nye digitale værktøjer skal give børn med diabetes en tryggere skoledag

Personalet på landets folkeskoler har snart mulighed for at lære mere om, hvordan de skal håndtere elever med type 1-diabetes. Steno Diabetes Center Nordjylland og Steno Diabetes Center Aarhus er gået sammen om at skabe to værktøjer, der nu testes på skoler.
 

Når børn og unge med diabetes er i skole, er de under skolens ansvar. Derfor skal lærere og pædagoger på skolerne også vide, hvordan de bedste støtter den enkelte elev, er opmærksomme på risikofaktorer og ved, hvordan de skal handle i akutte tilfælde.

"Det er skolernes ansvar at tage vare på børn med diabetes i skoletiden. Derfor hilser jeg det særdeles velkomment, at Steno Centrene nu vil stille løsninger til rådighed, som understøtter os i denne vigtige opgave", siger Brian Klitgaard, sektorleder i Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune, som en af flere kommuner deltager i projektet. 

Værktøjer har været savnet

I projektet ”Tryg skolegang for børn med diabetes” udvikles to digitale værktøjer: dels en funktion kaldet 'widget', der indlejres i AULA, dels en vidensportal. Værktøjerne er nu så langt i deres udvikling, at de skal testes af i en hverdag, inden der tages stilling til om værktøjernes endelige skæbne.

”Vi har i dialogen med vores brugerråd oplevet et stort behov hos forældre til børn med diabetes for at kunne dele nyeste og gennemarbejdet viden om diabetes med børnenes lærere i folkeskolen. Derfor er det fantastisk, at vi igennem digitalisering og visuel kommunikation kan få vores lægers, diætisters og sygeplejerskers viden helt ud på de enkelte folkeskoler', siger centerdirektør Poul Erik Jakobsen, Steno Diabetes Center Nordjylland.

National ambition

Steno Centrene har national udbredelse som ambition, da dette også er med til øge bæredygtigheden af værktøjerne.

"Diabetescentrene oplever på nært hold, hvor mange konkrete udfordringer og bekymringer, der er forbundet med de berørte børns skolegang. Vi og de øvrige diabetescentre ser derfor et stort potentiale for at samarbejde på tværs om værktøjerne, så vi kan få det udbredt i national skala", udtaler Troels Krarup Hansen, centerdirektør for Steno Diabetes Center Aarhus.

Prototyperne testes i kommunerne Aalborg, Mariagerfjord, Silkeborg og Herning i første kvartal 2022. Senere er det håbet, at værktøjerne kan udbredes til hele landet. Steno Diabetes Centrene i Aarhus og Nordjylland har udviklet værktøjerne i samarbejde med Cadpeople, der er specialister i visuel digital kommunikation – i samskabelse med blandt andre forældre, børn, lærere, skoleledere, læger, sygeplejersker, diætister og forskere.

 

Yderligere oplysninger:

 

Mere om baggrunden for projektet: https://www.stenoaarhus.dk/uddannelse/tryg-skolegang/ 

Kontakt:
Ulrik Appel, Steno Diabetes Center Nordjylland, u.appel@rn.dk, tlf. 92 43 94 69
René Gabs Bargisen, Steno Diabetes Center Aarhus, renbar@rm.dk, tlf. 20 25 91 63