Nyt forældreforløb skal styrke den mentale trivsel hos forældre til børn med type 1-diabetes

Når et barn får type 1-diabetes, påvirker det hele familien. Mange forældre oplever, at bekymringer, ekstra opgaver og et konstant beredskab fylder så meget i hverdagen, at deres egen trivsel kommer i baggrunden. Nu har forældre fra hele landet mulighed for at deltage i et forløb med fokus på netop deres mentale trivsel.

Hos Steno Diabetes Center Nordjylland har vi udviklet forældreforløbet Bedre mental sundhed i familien med type 1-diabetes med fokus på netop forældrenes trivsel. Forløbet afprøves nu med tre hold med fysisk kick-off i Herlev, Aarhus og Sorø. Herefter fortsætter forløbet online, så forældre kan deltage uanset, hvor i Danmark de bor.

Et forløb med fokus på dig som forælder

Forløbet er målrettet forældre til børn og unge (0-17 år) med type 1-diabetes, som ønsker mere fokus på egen trivsel og mentale sundhed.

Forløbet består af:
• Ét fysisk kick-off i Herlev, Aarhus eller Sorø
• Fire online gruppemøder med den samme forældregruppe
• To individuelle samtaler med en psykolog

Forløbet ledes af en psykolog fra Fonden Mental Sundhed og bygger på den evidensbaserede metode Åben og Rolig.

"Det har været enormt givende"

Tidligere deltagere peger især på fællesskabet som noget af det mest værdifulde. "Det har været enormt givende at møde andre forældre, der forstår de bekymringer og frustrationer, man kan stå med i hverdagen."

Gode erfaringer fra de første hold
Forløbet blev pilotafprøvet første gang i 2025. Evalueringen viste et signifikant fald i forældrerapporteret diabetes distress og en stigning i livskvalitet blandt deltagerne. På baggrund af de gode erfaringer fortsætter pilotafprøvningen nu med tre nye hold i efteråret 2026.

Praktisk information
Der oprettes tre hold med fysisk kick-off:
• Herlev: 29. september 2026
• Aarhus: 7. oktober 2026
• Sorø: 26. november 2026

Der er plads til 36 forældre i alt (maks. 12 deltagere pr. hold), og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet. Kun kick-off kræver fysisk fremmøde, resten af forløbet foregår online. Man skal som udgangspunkt kunne deltage i alle kursusgange.

Læs mere om forløbet, se alle datoer og tilmeld dig her.