Ny opskriftshjemmeside giver inspiration til hverdagens måltider

Steno Diabetes Center Nordjylland lancerer en ny opskriftshjemmeside, hvor alle opskrifter har beregnet næringsindhold. Hjemmesiden skal gøre det lettere for mennesker med diabetes og deres pårørende at finde inspiration til hverdagens måltider.

Hvad skal vi have at spise i dag? På opskrifter.sdcn.dk kan man finde inspiration til alt fra morgenmad og frokost til aftensmad, brød, bagværk og søde sager.
Opskrifterne er udviklet af diætister fra Steno Diabetes Center Nordjylland og tager udgangspunkt i de officielle kostråd.

Overblik over næringsindholdet
Når man lever med diabetes, spiller maden en vigtig rolle i hverdagen.
Derfor har alle opskrifter på hjemmesiden beregnet næringsindhold, så det er nemt at få overblik over, hvad maden indeholder.
Samtidig er der fokus på madglæde, variation og gode smagsoplevelser. For der skal også være plads til både søde sager og velkendte favoritter.

Find hurtigt det, du leder efter
På hjemmesiden kan man gå på opdagelse i forskellige kategorier og bruge filtre til at finde opskrifter, der passer til ens ønsker og behov.

Du kan blandt andet finde opskrifter til dagens forskellige måltider, filtrere efter tilberedningstid og særlige kostbehov samt tilpasse antallet af portioner. Der findes også opskrifter, som er særligt tilpasset mennesker med gastroparese eller nyresygdom, ligesom du kan finde glutenfri opskrifter.

Hjemmesiden er først og fremmest udviklet til mennesker med diabetes og deres pårørende, men alle er velkomne til at bruge opskrifterne.

Find inspiration til dit næste måltid på opskrifter.sdcn.dk.