Børnebog om diabetes uddeles nu i børneambulatorierne i Aalborg og Hjørring
Eksperter på tværs af centre har bidraget til bogen
Mette Madsen, overlæge på Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital har bidraget med input til bogen ud fra sine mange års erfaringer i mødet med familierne i afdelingen. Om bogen, siger Mette:
”Bogen er vigtig fordi den første tid med diabetes er en turbulent tid. Der er meget nyt der skal læres, ny logistik der skal gå op derhjemme og både barn og forældre skal rumme, at diabetes ikke går væk igen. Vores figur og mestringsmakker Sten-O er selvfølgelig med i bogen og tager familierne i hånden gennem læring og sjov og vigtigst viser historien i bogen mange af de følelser familierne bliver ramt af."
Dan Grabowski er seniorforsker og teamleder ved Steno Diabetes Center Copenhagen og er videnskabelig ansvarlig for Vilmers blodsukkerballade, han fortæller:
”Vores forskning viser, at de her børnefamilier er enormt utrygge, bange og forvirrede – og med den her bog får vi faktisk adresseret alle de vigtigste problemområder på en måde, der er helt nede på jorden og i børnehøjde”.
Yderligere information
Vilmers Blodsukker-ballade er produceret af Caretoons og udviklet i et samarbejde mellem de fem Steno Diabetes Centre i Danmark og Diabetesforeningen.
Bogens bidragsydere: Dan Grabowski, Mette Madsen, Lene Winther, Louise Norman Jespersen, Kurt Kristensen, Ida Astrup Jørgensen, Kasper Ascanius Pilgaard, Sidse-Marie Toubroe og Margrethe Truelsen.
Bogen er finansieret af Novo Nordisk, Steno Diabetes Center Odense, Steno Diabetes Center Nordjylland, Steno Diabetes Center Copenhagen, Steno Diabetes Center Aarhus og Steno Diabetes Center Sjælland.