Steno Diabetes Center Nordjylland deltager på Folkemødet 2026: Hvordan skaber vi et sundhedsvæsen, der tager udgangspunkt i menneskers liv?
Antallet af danskere, der lever med type 2-diabetes, er stigende, og flere får diagnosen tidligere i livet. Samtidig lever mennesker med diabetes længere og bedre liv som følge af fremskridt i behandlingen. Det er en positiv udvikling, men den stiller også nye krav til sundhedsvæsenet.
Når mennesker lever mange år med en kronisk sygdom, handler indsatsen ikke kun om behandling og kontrol. Den handler også om livskvalitet, hverdagsliv, uddannelse, arbejde, relationer og muligheden for at leve et liv på egne præmisser.
– Vi skal udvikle en diabetesindsats, der tager udgangspunkt i menneskers forskellige liv og behov. Især for unge med kronisk sygdom er det afgørende, at sundhedsvæsenet understøtter hele livet – ikke kun behandlingen, siger Andreas Rudkjøbing, direktør i Steno Diabetes Center Sjælland.
Tre debatter om fremtidens sundhedsvæsen
På Folkemødet 2026 inviterer de fem danske Steno Diabetes Centre politikere, fagpersoner, patienter og organisationer til debat om, hvordan vi skaber et mere sammenhængende og menneskecentreret sundhedsvæsen.
Debatterne sætter blandt andet fokus på:
• Hvordan vi skaber bedre rammer for det gode liv med kronisk sygdom
• Hvordan unge med kronisk sygdom kan få en stærkere stemme i udviklingen af sundhedsvæsenet
• Hvordan vi udvikler mere sammenhængende og behovsstyrede tilbud til mennesker med kroniske sygdomme som diabetes
De tre debatter er:
Det gode liv med kronisk sygdom
Hvordan understøtter vi, at mennesker med kronisk sygdom kan leve et godt liv – ikke kun få god behandling? Læs mere her.
Fremtidens ungevenlige sundhedsvæsen
Hvordan sikrer vi, at sundhedsvæsenet i højere grad tager udgangspunkt i unges livssituation, behov og ønsker? Læs mere her.
Ung med type 2-diabetes – er sundhedsvæsenet klar?
Hvordan møder vi den voksende gruppe af unge med type 2-diabetes med relevante tilbud og støtte gennem hele livet? Læs mere her.
Samarbejde på tværs
Debatterne arrangeres af de fem danske Steno Diabetes Centre i samarbejde med blandt andre Kræftens Bekæmpelse, Danske Regioner og Kaospiloterne.
Vi glæder os til at bidrage til samtalerne om fremtidens sundhedsvæsen og til at møde borgere, beslutningstagere, fagpersoner og samarbejdspartnere i Allinge.
Vi ses på Folkemødet 2026.
