Niels Kragh Madsen

Mød Niels Kragh Madsen, der er projektleder for vores supplerende behandlingsinitiativer.

 

Niels blev uddannet fysioterapeut i 2013 og arbejdede derefter som fysioterapeut, inden han tog en uddannelse i Klinisk Videnskab og Teknologi på Aalborg Universitet. Hans karriere forsatte herefter på Aalborg Universitetshospital i Farsø, hvor han som udviklingsansvarlig opbyggede en solid grundviden og erfaring inden for sit felt.

Siden 2020 har vi, hos Steno Diabetes Center Nordjylland, været heldige at have Niels som projektleder.

“Jeg har altid haft en interesse for hospitalsvæsenet, lige siden jeg blev uddannet. Jeg ser hospitalerne som en stor motor, og som en rigtig kompleks institution.”

“Diabetes har en stor en berøringsflade. Vi arbejder både med børn, unge og voksne, det rammer rigtig mange, og derfor er det også interessant at arbejde med.”

Glæden ved startfløjtet

Nielsevner som projektleder kommer tydeligt frem, når han blandt andet står for opstart og evaluering af nye initiativer og tilbud til borgerne.

“Jeg kan rigtig godt li at få skudt initiativerne i gang, den der tidlige fase, hvor alle tingene skal gå op i en højere enhed. Når vi begynder at rulle de første 10 borgere ind, ser man virkelig om det hele lykkes. Den tidlige fase er klart rigtig spændende, og det skaber nogle udfordringer. Samtidig kan vi også måle på succesen. Det er interessant at have den proces og forventningsafstemning og ligeledes have øje for målet med initiativet.”

Samtidig understøtter Niels processen og sikrer, at de praktiske forhold som lokaler og udstyr er på plads. Niels koordineringsrolle er essentiel for at støtte de sundhedsprofessionelle og skabe de bedste forudsætninger for dem.

Niels er også ansvarlig for vores digitale Diabetesassistenter, som støtter personer med diabetes under deres konsultationer ved at udnytte de mange digitale muligheder, der kan forbedre deres behandlingsforløb.

"Udover at bidrage til den digitale indsats spiller assistenterne også en vigtig rolle i det daglige kliniske arbejde. Jeg synes, det er meget spændende at kunne påvirke denne indsats som koordinator for assistenterne."

Der er ikke langt fra tanke til handling

Niels er særligt stolt af et tilbud til kvinder med diabetes der ønsker graviditet, som han var med til at udvikle. Det er et initiativ, hvor der ikke var langt fra tanke til handling.

Jeg er klart mest stolt af vores arbejde med tilbuddet til gravide med diabetes. Klinikerne så, hvordan vi manglende et tilbud til kvinder, der har diabetes og ønsker graviditet. Arbejdet giver klart også mening, når det udspringer af et konkret behov.”

Opdateret