Forskning om diabetes og faldulykker har nu nået 500 forsøgsdeltagere

En snak om diabetes og knogler

Hørte du P4 Nordjylland søndag morgen? Her var læge og ph.d.-studerende i Steno Diabetes Center Nordjylland Nicklas H. Rasmussen inviteret til en snak om, hvorfor personer med diabetes brækker knoglerne hyppigere end den generelle befolkning.

Du kan høre interviewet fra 00.36.00-00:47:25 på https://www.dr.dk/radio/p4nord/p4-weekend-nordjylland/p4-weekend-2020-11-15-07-03-2

De vigtigste pointer fra Nicklas’ interview: 

• Personer med diabetes har en øget risiko for knoglebrud og skade ved faldulykker
• Over 500 personer har deltaget i forskningsforsøget på at blive klogere på, hvordan diabetes og faldulykker hænger sammen
• Udover at hjælpe Nicklas og hans kollegaer med at blive klogere på knogler og diabetes, får man som forsøgsperson ny viden om sin risiko for at udvikle sygdomme
• Overvægt er ikke bare overvægt – fedtplacering er vigtig i forhold til, hvor høj risiko man har for at udvikle forskellige sygdomme.

Sammenskriv af radiointerviewet

Vært: Hvor større er risikoen for at brække sine knogler, hvis man falder, når man har diabetes?

Nicklas: Man har hen over lang tid undersøgt risikoen generelt set for knoglebrud for personer med diabetes. Her har man fundet ud af, at risikoen er øget, dog mest for personer med type 1-diabetes, men at der også er øget risiko for type 2’er.

Så har man undersøgt, om det kan være, at knoglerne ser anderledes ud, eller kan det være, at man simpelthen falder mere – og i virkeligheden er det nok en eller anden kombination af de to ting.

Vært: Du arbejder med nogle hypoteser for, hvorfor det er sådan – hvad går din formodning på?

Nicklas: Primært er det knoglestrukturen, der ændrer sig – man kan kalde knogleskørhed, eller måske en afart af knogleskørhed - og hvis man har knogleskørhed, så har man øget risiko for at brække sine knogler – enten et sammenfald i ryggen eller det kan også være, at man falder og skvatter uheldigt, og hvis man ikke har ligeså meget modstandskraft i knoglerne, så er der øget risiko for, at det brækker.

Vært: Hvilken betydning har jeres studie?

Selve knoglebruddet har vi nok i virkeligheden fundet ud er øget, men den dimension der hedder fald, det er stadigt uklar, hvor stor en rolle den spiller i denne sammenhæng. Udover at selve det at brække sine knogler, så er der mange andre faktorer, hvis man falder: Så bliver man mere inmobil, man bliver måske mere usikker, man tør ikke gå så meget, og man kommer mindre ud. Og det har mange andre konsekvenser end bare lige at få et evt. knoglebrud.

Vært: Hvilken indsats vil man kunne gøre for at undgå de her fald og knoglebrud?

Det vigtige er at finde ud af, hvem der er i øget risiko – for det er klart, at ikke alle der er det. Hos dem der så er i øget risiko, vil man kunne lave en måske opsporende indsats i god tid og på den måde sæt mere ind og forebygge de ting, der kan forebygges, og på den måde forhåbentlig reducere fald og risikoen for knoglebrud.

Vært: Du har været i gang med 1,5 år for at få data nok. Du mangler stadig væk nogle forsøgspersoner. Hvem kunne det være der kunne stille op som forsøgsperson?

Nicklas: Vi har været igennem allerede 500 deltagere, hvilket har været ret imponerende. Der har været stor tilmelding. Corona har spændt lidt ben for os i det sidste stykke tid. Den gruppe vi mangler nu er kontrolpersoner over 75 år uden diabetes – og ellers personer med diabetes i alle aldre.

Vært: Hvad skal man forvente som forsøgsperson? Man skal jo bruge 3 timer inde på Aalborg Universitetshospital. Hvad er det for nogle undersøgelser man skal igennem?

Nicklas: Vi har en ret godt tilrettelagt dag fra, at man møder ind, til man går hjem. Det er stramt program. Vores deltagere skal igennem i en hel del - alt fra diverse balancetest til skanninger hvor man får noget at vide om som muskelsammensætning og fedtmasse, hvor hen det sidder, og hvilken risiko det potentielt kan gøre ift. den vægt, man har. Man får taget blodprøver og lavet synsundersøgelser. Hjertediagram og forskellige blodtryksmålinger.

Vært: Du nævner nogle af de her skanninger, som man almindeligvis ikke får adgang til, eksempelvis en knogleskanning, hvor man kan se hele ens knoglestruktur og se, om man i øvrigt ser ud, som er en af dem, der går hen og får problemer med knoglerne siden hen. Men også en skanning, der viser, om man har fedt omkring hjertet og de indre organer.

Nicklas: Populært sagt er det en knogleskanning eller dexa-skanning. Her skal man enten være i risiko for at få knogleskørhed eller følges med knogleskørhed, for at blive skannet. Normalvis skanner man kun for den ene ting, hvilket vi gør dagligt. Men vi laver en helkropsskanning (i forskningsforsøget) med samme skanner. Her får man et helt vildt godt mål for, hvor meget muskelsmasse og fedtmasse man har, hvor henne det sidder.

Og vægten i sig selv – nogle bruger BMI osv. Det er et ikke særligt godt mål for udvikling af sygdomme. Men hvis man ved man, hvor meget fedt man har, og hvor det sidder, og særligt omkring organerne, hvor ved vi, at der er øget risiko for bl.a. type 2-diabetes, men også hjertesygdomme og visse kræftformer. Så kan man bedre tage hånd om det, fordi man er klar over risikoen. Meget af det er genetisk. Nogle har det med, at fedtet sætter sig omkring organerne – andre gør det ikke, her sætter det sig ude på hofterne, og så man har tilsvarende overhovedet ikke den samme øget risiko for udvikling af de her sygdomme.

Vært: Det er så nogle ting, som man får vide, som ellers ikke ville have fået at vide. Det er jo rart nok at blive klar over.

Nicklas: Absolut. Det med fedme og man godt kan kalde det en udskamning af at være overvægtig. Den i sig selv har mange og haft som et problem. Her kan man få vide, om den risiko er der eller ikke er der. For nogle vil være i øget risiko. Andre er overhovedet ikke. Så derfor er det ikke sikkert, at overvægten udgør en problematik.