Nyt projekt: Fysisk aktivitet skal øge livskvalitet og forebygge diabetes hos børn og unge med udviklingshandicap

Børn og unge med udviklingshandicap har større risiko for at blive overvægtige og udvikle type 2-diabetes. Det vil Brønderslev Kommune og Steno Diabetes Center Nordjylland gøre op med i et nyt projekt, hvor de gennem implementering af bevægelsesaktiviteter i skoledagen vil øge livskvaliteten og forebygge kroniske sygdomme.

 

Mave-tarmsygdom og diabetes

Flere end 200 børn og unge i Brønderslev Kommune inddrages

Brønderslev Kommune og Steno Diabetes Center Nordjylland (SDCN) vil med det nye projekt skabe en sundere hverdag for de, flere end 200 børn og unge, i Brønderslev Kommune, som lever med et udviklingshandicap og går i en specialklasse i kommunen. Børnene har forskellige udfordringer, det kan f.eks. være indlæringsvanskeligheder, kognitive udfordringer, socioemotionelle vanskeligheder samt fin- og grovmotoriske udfordringer.

Ifølge LEV, interesseorganisation for mennesker med udviklingshandicap, er det svært for personer med udviklingshandicap at overskue konsekvenserne ved en usund og inaktiv livsstil. Derfor er der brug for hjælp fra deres omgivelser. Med projektet ønsker Brønderslev Kommune og SDCN bl.a. at implementere øget fysisk aktivitet i løbet af skoledagen. Formand for Børne- og Skoleudvalget i Brønderslev Kommune, Bettina Bocker Kjeldsen fortæller om projektet:

Vi er meget glade for muligheden for at få ny inspiration og viden til at integrere idræt og bevægelse i undervisningen. Det er i særlig grad vigtigt for de børn der i forvejen har udfordringer i livet.

 

Tre initiativer skal skabe øget fysisk aktivitet

Projektet er opdelt i tre initiativer, der skal bidrage til at øge den fysiske aktivitet i hverdagen hos børnene i specialklasserne. Det ene initiativ skal få børnene til at bevæge sig mere i skoletiden. Det sker ved at certificere lærere og pædagoger på skolerne, så de kan få inspiration til at inddrage fysisk aktivitet i den pædagogiske praksis og derved få eleverne til at bevæge sig mere i skoletiden.

Det andet initiativ skal give forældre til eleverne viden om bl.a. sundhed og forebyggelse af f.eks. diabetes og inspiration til aktiviteter og bevægelse. Forældrene inviteres til arrangementer i løbet af projektperioden, hvor der vil blive mulighed for at drøfte udvalgte tematikker indenfor sundhedsområdet. Det tredje og sidste initiativ skal øge børnenes kendskab til det lokale foreningsliv samt få dem ud i foreningerne. Det sker gennem en årlig foreningsdag, hvor børnene introduceres til forskellige typer foreningsaktiviteter. Foreningsdagen afvikles i samarbejde mellem de lokale foreninger og specialklasserne.

 

Halvdelen af alle med udviklingshandicap er overvægtige

Ifølge Socialstyrelsen har personer med et udviklingshandicap en øget risiko for sygdomme, der relaterer sig til en usund og inaktiv livsstil. Mere end 50 % er overvægtige, hvilket kan resultere i livsstilsrelaterede kroniske sygdomme, som f.eks. type 2-diabetes. Derfor er det vigtigt, at de tidligt finder glæden ved bevægelse:

Fysisk aktivitet er afgørende for at skabe balance og fysisk overskud i et hvert menneskes liv. En styrket motorik, bevægeglæde og et fællesskab kan være med til at give et endnu bedre liv for børn og unge, fortæller Steen Søgaard Petersen der er Formand for Fritids-, Kultur-, og Turismeudvalget i Brønderslev Kommune.

Brønderslev Kommune og SDCN ser frem til at udrulle den særlige indsats for børn og unge med udviklingshandicap.

 

 

Kildehenvisninger

 

Opdateret