DiaProfil vinder international pris i Amsterdam

DiaProfil fra Steno Diabetes Center Nordjylland har modtaget VBHC Prize 2026 – Collaboration Award ved årets internationale VBHC-konference i Amsterdam.

Prisen blev uddelt i et stærkt internationalt felt med mere end 150 indstillinger, 53 projekter udvalgt til internationalt review og til sidst 16 nominerede projekter fra blandt andet Australien, Taiwan, Chile, Colombia, Brasilien, Saudi-Arabien, Singapore, Spanien, Holland, Schweiz og Danmark.

Udviklet sammen med mennesker med diabetes

DiaProfil er et fuldt digitaliseret diabetes-spørgeskema udviklet tæt sammen med mennesker med diabetes – og til mennesker med diabetes. Formålet er at gøre patientens stemme tydelig i mødet med sundhedsvæsenet og skabe behandling med udgangspunkt i det, der har værdi for den enkelte.

I dag er DiaProfil i fuld klinisk drift på alle hospitaler i Region Nordjylland og er samtidig under udbredelse i andre regioner, kommuner og almen praksis.

Patientens perspektiv skaber værdi i behandlingen

– Der er ingen tvivl om, at patientens stemme er den vigtigste. Med DiaProfil får vi patientens perspektiv tydeligt frem, vi finder udækkede behov, og det skaber stor værdi i både samtalen, den daglige kliniske praksis og samarbejdet om behandlingen. Både mennesker med diabetes og diabetesbehandlere har taget DiaProfil til sig. Svarprocenten ligger fortsat over 70 procent år efter år, siger Niels Ejskjær, projektleder og klinisk professor i diabetes.

Anerkendelse af et fælles arbejde

Prisen er først og fremmest en anerkendelse af de mange mennesker med diabetes, som har bidraget til udviklingen af DiaProfil, og af det tværfaglige udviklings- og forskningsteam bag projektet.

Samtidig er prisen en anerkendelse af de mange samarbejdspartnere nationalt og internationalt, herunder Region Nordjylland og Diabetesforeningen.

 

Læs om Ingers første oplevelse med at bruge DiaProfil.