Ny guide til diabetespatienter og læger får ros fra begge parter

Den nye guide lander hos lægeklinikker i Nordjylland inden længe, og den bliver et afgørende værktøj, mener både læger og personer med type 2-diabetes.

Dommedagsprofetier og fanden på væggen er borte i denne guide, og det er vigtigt, når man møder type 2-diabetes for første gang.

Det mener flere praktiserende læger, sygeplejersker og personer med diabetes i Nordjylland, som har testet guiden.

Let og overskuelig, fine forklaringer, god at pege i, sparer os tid.

Det er kun nogle af de mange positive kommentarer om ”Lev godt med type 2-diabetes”-guiden.

Guiden er skabt hos Steno Diabetes Center Nordjylland, hvor projektleder Pernille F. Barington er en af kvinderne bag.

- Formålet er at give den allervigtigste information, så du kan leve godt med diabetes. Også når du kommer hjem og måske ikke helt kan huske, hvad lægen sagde.

steno 

Guiden giver viden om bl.a. kost, motion, behandling og følgesygdomme. Det gode er også, at de løftede pegefingre er forsvundet, fortæller praktiserende læge i Vejgaard Anne Husum Eld.

- Den er motiverende for patienten. Et godt eksempel er siden om følgesygdomme, der fortæller, hvorfor det er så vigtigt at tage sin medicin, og hvad den forebygger på sigt.

- De andre materialer, vi har adgang til, er ikke så nemme at slå op i og strukturere ud fra, men det kan man lettere med guiden her, supplerer Benedikte Hedegaard, der er praksissygeplejerske hos Lægerne ved Stranden i Hadsund.

- Savnede guide, da jeg var ny

Kim Petersen har i mange år haft type 2-diabetes, men da han var nykonstateret, manglede der et værktøj som dette, mener han.

- Så snart du er konstateret, skal du bruge guiden, for så kan du bedre snakke med dine pårørende om det, siger Kim og tilføjer:

- Jo mere hjælp, du får fra starten, jo bedre et forløb får du.

Også Paul, der er helt ny med type 2-diabtes, fortæller, hvordan guiden hjælper ham til at finde ro og overblik.

- Der er rimelig mange informationer, man får i hovedet på én gang. Man skal vænne sig til en helt ny livsstil, og så er det virkelig godt at have sådan en lille folder at holde sig til.

Udover Nordjylland vil guiden i løbet af 2024 også komme i brug i Region Midtjylland, Region Sjælland og på Færøerne.

Yderligere informationer

Guiden er skabt i tæt samarbejde med repræsentanter fra almen praksis og Aalborg Universitetshospital samt personer med type 2-diabetes.

Guiden vil blive distribueret til lægeklinikker i Nordjylland i uge 20-21, og en online version er tilgængelig på dansk, tyrkisk, somali, arabisk og senere på færøsk på www.nymeddiabetes.dk.