En digital diabetes indsats til borgere i sårbare positioner

 

Borgere med type 2-diabetes har forskellige ressourcer og forskellige forudsætninger for at deltage i et rehabiliteringsforløb. Borger i sårbare positioner er derfor en vigtig målgruppe at nå med rehabiliteringsforløb, da de kan opnå et potentielt stort forebyggende udbytte af at deltage. Udfordringen er dog, at borgere i sårbare positioner kan være sværere at rekruttere, inkludere og fastholde i rehabiliteringstilbud.

Projektet har til formål at udvikle, afprøve og implementere en digital diabetesindsats målrettet borgere i sårbare positioner med henblik på at styrke deres handlekompetencer og mestring af livet med type 2-diabetes. Samtidig udvikles der konkrete forløbsmodeller for hybride forløb, hvor den digitale indsats indgår som et centralt element.

Projektet gennemføres i et samarbejde mellem Steno Diabetes Center Nordjylland, nordjyske kommuner og Det Digitale Sundhedscenter. Den digitale indsats udvikles igennem en samskabende og iterativ udviklingsproces, hvor borgere, sundhedsprofessionelle og samarbejdspartnere inddrages aktivt. Parallelt med den digitale indsats udvikles forløbsmodeller, der danner rammen for, hvordan indsatsen integreres i kommunernes eksisterende tilbud, herunder etableringen af et digitalt diabetesteam, som følger borgerne gennem forløbet. Projektet skal bidrage til et differentieret, tilgængeligt og sammenhængende rehabiliteringstilbud til borgere i sårbare positioner og bidrage til at reducere social ulighed i sundhed.


Opdateret