Diabetesindsats på tværs af social- og sundhedsområdet til borgere i sårbare positioner
Borgere i sårbare positioner har en øget risiko for at udvikle type 2-diabetes, oplever oftere komplikationer og har vanskeligere ved at fastholde et stabilt behandlingsforløb. Samtidig fylder diabetes ofte mindre end andre udfordringer i hverdagen, hvilket øger risikoen for senkomplikationer.
Projektet har til formål at styrke den tidlige opsporing af type 2-diabetes blandt borgere, der modtager bostøtte, samt at sikre, at borgere med eksisterende diabetes får den nødvendige støtte til at leve bedst muligt med sygdommen.
Indsatsen gennemføres i et samarbejde mellem nordjyske kommuner og skal udvikle og afprøve en ny samarbejdsstruktur på tværs af social- og sundhedsområdet, som efterfølgende kan implementeres og skaleres. Projektet udvikles gennem en samskabende og iterativ proces, hvor social- og sundhedsprofessionelle inddrages aktivt og bidrager til løbende justeringer.
Der afprøves konkrete samarbejdsformer, herunder støtte til deltagelse i kommunale sundhedstilbud og etablering af diabetesressourcepersoner blandt bostøttemedarbejdere, som kan støtte kollegaer i arbejdet med borgere med diabetes. Projektet skal bidrage til en mere sammenhængende, bæredygtig og virkningsfuld indsats, der styrker tidlig opsporing, mestring og lighed i sundhed på tværs af de nordjyske kommuner.
Opdateret
.png)