Screening af kvinder med tidligere graviditetsdiabetes

Projektets formål er at øge tilslutningen til behandlingsvejledningens anbefaling om løbende screening for type 2-diabetes blandt kvinder med tidligere graviditetsdiabetes. Dette skal opnås ved at udsende årlige påmindelsesbreve gennem Digital Post til kvinderne, for at opfodre dem til at bestille tid til kontrollen i deres lægehus. En øget tilslutning skal bidrage til at øge kvaliteten i forebyggelsesindsatsen ift. type 2-diabetes, hvor det vides, at 50 % af kvinder med tidligere gestationel diabetes har prædiabetes eller type 2-diabetes 10-14 år efter fødsel. Sekundært er formålet at sikre, at fravalg af deltagelse i screening for type 2-diabetes sker på et informeret grundlag.

Prævalensen af graviditetsdiabetes var i 2022 6,4 % på landsplan, og forekomsten har været stigende gennem de seneste år. Umiddelbart efter fødslen normaliseres blodglukose hos de fleste. Dog er kvinden stadig i risiko for at udvikle type 2-diabetes senere i livet, og ofte i en alt for ung alder i forhold til den typiske debutalder. Det er problematisk fordi der er sammenhæng mellem diabetesvarighed og forekomsten af følgesygdomme. Ved at blive screenet jævnligt kan forhøjet blodsukker konstateres tidligt. Det betyder, at forebyggende indsatser eller behandling kan igangsættes med det formål at mindske risikoen for, at type 2-diabetes udvikler sig, eller alternativt, at komplikationer til type 2-diabetes udvikles. Der er lav tilslutning til den anbefalede screening for type 2-diabetes både i Danmark og internationalt. Data fra Region Nordjylland viser, at tilslutningen til første screening ca. 12 uger efter fødsel er høj (>90 %), hvorefter tilslutningen falder drastisk til omkring 18 % 4-6 år efter fødsel.  

Der er tale om et samarbejdsprojekt mellem Steno Diabetes Center Nordjylland, almen praksis, Aalborg Universitet, University College Nordjylland og Syddansk Universitet. Yderligere samarbejdes der med Steno Diabetes Center Sjælland og Steno Diabetes Center Odense.


Kontakt

Opdateret