Diabetes på efterskolen

Om artiklen

I udviklingen af artiklen har vi været i dialog med Cecilie og hendes mor Lene, som sidste år sendte Cecilie med type 1-diabetes på efterskole i Nordjylland. Cecilie og hendes mor har fortalt, om deres oplevelse med Sportsefterskolen Aabybro, som igennem deres viden og erfaringer om diabetes på deres skole, hjalp Cecilie med at få den bedste efterskoleoplevelse. Derudover har vi talt med Cecilies kontaktlærer fra Sportsefterskolen Aabybro, Mathias Johnsen og derudover hans kollega Søren Gatzwiller som ligeledes er lærer på Sportsefterskolen Aabybro. Søren har været kontaktlærer for flere elever med diabetes, samtidig med at han selv har diabetes. Artiklen gennemgår udvalgte og centrale emner, som en efterskole med fordel kan tage stilling til forinden at modtage elever med diabetes.

Hvorfor taler vi om diabetes og efterskoler? 

Det er enormt populært blandt danske unge at tage på efterskole, og derfor er det en overvejelse, som rigtig mange unge sammen med deres forældre gør sig for at opleve, udvikle sig og møde nye venner. Når man har type 1-diabetes, er man ung ligesom alle andre, men man kommer med den ekstra bagage at man har en kronisk sygdom, der fylder i hverdagen. Når man som efterskole modtager en elev med type 1-diabetes, kan det være en god idé for skolens, den unges og forældrenes skyld – at sætte sig ind i hvad diabetes er, og hvilken rolle man som efterskole bør
indtage, i relationen til disse elever. Der er nemlig flere ting, man som efterskole kan gøre, for at give unge med type 1-diabetes et trygt efterskoleår, der er spændende og lærerigt, helt som det er for alle andre.

Cecilies mor Lene fortæller, at når man starter på efterskole, sker der et skift i ansvaret for, at den unges diabetes er velreguleret. Ofte er det sådan, at der ved et efterskoleophold lægges noget ansvar hen på den unge, som forældrene typisk tidligere har stået med. Netop herved kan det være vigtigt for eleven, at efterskolens personale er bekendt med, at eleven også i forbindelse med
sin diabetes, står midt i en udvikling.

Efterskolelærer Mathias fortæller:

Cecilie fortæller selv, at diabetes for hende ikke var en særlig vanskelig del af hendes efterskoleophold, men at det var noget der fyldte i hendes efterskoleliv, specielt i kraft af, at hun gik på en sportsefterskole. Da aktivitet og motion har en indvirkning på blodsukkeret hos en person med diabetes, vil man derfor opleve, at det hos de aktive efterskoleelever, vil være således at diabetes fylder mere i hverdagen, og dermed kan kræve mere opmærksomhed fra efterskolens lærere.

Cecilie uddyber:

Jeg tænkte mere over det da jeg gik på efterskole, end jeg gør i en normal hverdag, fordi at jeg dyrkede så meget sport som jeg gjorde. Derfor skal man også måle blodsukker lidt oftere og lige
mærke godt efter i kroppen om man egentlig har det godt og er klar til for eksempel at springe trampolin. Så på den måde tænkte jeg mere over det, og det fyldte lidt mere. Men når jeg ikke dyrkede
sport, fyldte det ikke hele mit hoved, fortæller Cecilie.

Søren fra Sportsefterskolen Aabybro pointerer, at ligesom at alle elever er forskellige, er alle elever med diabetes ligeså. Han fortæller, at det vil være individuelt hvor meget diabetes fylder, og ligeledes hvor stort et behov eleven har for støtte og hjælp fra deres lærere.

For nogle, er det ikke en speciel omstændighed, der er det bare en forlængelse af den hverdag man normalt har haft med sin diabetes. Men jeg tror også at jo senere man er blevet diagnosticeret, jo sværere er det at indrømme i den alder, når man er 15-16 år. At indrømme og vise andre, at man faktisk er anderledes, fordi at man har brug for at tage insulin, og man har brug for at måle sit blodsukker og alt sådan noget. Så derfor vil diabetes betyde noget forskelligt for den enkelte elev.

Det er forskelligt hvornår man som person med diabetes oplever, at diabetes fylder mest. For nogle er det omkring måltider, mens det for andre kan være i forbindelse med sport eller anden aktivitet. Hvis man som skole sætter sig ind i, hvornår den enkelte elev oplever at diabetes kan fylde og der kan opstå uønskede situationer, ved man som personale på en efterskole, hvornår man bør være opmærksom på eleven, og at han eller hun har diabetes.

Forberedelse er efterskolen vigtigste opgave

At sætte sig ind i hvad diabetes er for en sygdom, og hvad den betyder for et ungt menneske, er ifølge Cecilie og hendes mor Lene, det mest essentielle man som efterskole kan gøre. Når man som skole er velinformerede omkring, hvornår en person med diabetes kan have behov for hjælp, og hvordan man bedst yder denne hjælp, skaber man de bedste omstændigheder for en elev med diabetes.

Det var vigtigt for mig at de havde styr på det, hvis der skulle ske noget. Det var ikke vigtigt for mig, at de kunne gå hen og passe mig op, fordi det skulle jeg nok selv sørge for. Men det var vigtigt for mig, at de havde styr på hvad der kunne ske, hvis noget går galt, fortæller Cecilie.

Cecilie fortæller ligeledes, at det i forberedelsen handler om, at man som efterskole selv står for information og viden omkring, hvad det vil sige at have diabetes.

Det er dertil moren Lenes pointe, at det for elev og familie er betryggende, når efterskolen sørger for at etablere kontakt forinden at eleven starter sit ophold. På den måde kan man nemlig forventningsafstemme og fjerne tvivl.

Det kan være en god ide at tage en snak med både forældre og elev, inden de starter, hvis skolen er usikker på området. Så de simpelthen er sat ordentligt ind i tingene inden, så de ikke står midt i det hele, og heller ikke ved, hvad de skal. På Sportsefterskolen Aabybro der var det egentlig noget, de selv havde styr på og stod for. Det var ikke sådan, at vi informerede dem helt vildt meget, fordi det lød bare så betryggende at de sagde, at det havde de prøvet før. Så det var ikke sådan at vi skulle ud og finde en hel masse brochurer og papirer til dem, og det var rart, fortæller Lene.

Lærer fra efterskolen Søren er enig i, at det er vigtigt, at man som efterskole forbereder sig op til, at man modtager elever med diabetes. Selvom at Cecilie har haft en oplevelse af, at der op til modtagelsen af hende var gjort klar, mener Søren, at de på deres efterskole kan blive endnu bedre. Han er nemlig fortaler for, at man som efterskole har et startberedskab og en handlingsplan, for de elever med diabetes som kommer til.

Jeg synes ikke, at vi overordnet set har gjort os nok overvejelser. Og det kan jeg jo godt som selv-diabetiker og flere gange kontaktlærer til en diabeteselev, være lidt kritisk overfor. Jeg har faktisk tænkt mig, at vi skal have lavet et startberedskab, sådan så at vi er lidt mere på forkant med det, fortæller Søren.

Ligeledes mener Søren, at man som efterskole har et ansvar i, at gå i dialog med forældre for såvel som den personlige behandler, hvis det unge menneske med diabetes har svært ved at passe sin diabetes.

På den måde har han haft gode erfaringer med en løbende kontakt til sygehus for såvel som hjemmet. Dermed er der en forberedelse i, gennem den indledende kontakt, at man sammen med elev, familie og eventuelt behandler, kan vurdere hvor meget efterskolen skal være inde over elevens diabetes i løbet af skoleåret. Der har man på Sportsefterskolen Aabybro forskellige erfaringer, med elever der har haft behov for løbende hjælp, og dem der kun har behov for hjælp ved lave blodsukre eller blot en forstående kontaktlærer.

Kontaktlæreren er central

Ifølge både Mathias og Søren fra Sportsefterskolen Aabybro er kontaktlæreren den, der står med den vigtigste opgave, når der modtages elever med diabetes.

Det er absolut vigtigt, at man som kontaktlærer sætter sig ind i elevens behov i forbindelse med deres diabetes. Der kan man sige, at det er lige meget, om det er en, der har diabetes eller angst. Den er vigtig den her kontaktlærer-funktion, fordi man kommer rigtig tæt på eleverne, og forstår både de skeletter og historier, de kommer med. Og jo mere man får at vide, jo nemmere er det at hjælpe, fortæller Mathias.

Søren er derudover fortaler for, at man på en efterskole har en tovholder for eleverne med diabetes. På den måde kan det være en ide, at man som efterskole udpeger en enkelt kontaktlærer, som er den, der står til rådighed for eleven med diabetes.

I relation til kontaktlærerens centrale rolle taler Cecilie, om vigtigheden i, at han eller hun kender elevens tegn på behov for hjælp, eller blot behov for at kortvarigt trække sig fra undervisning eller
aktiviteter. Når man har diabetes, kan det være individuelt og forskelligt hvilke symptomer, man oplever på lavt og højt blodsukker. Det kan derfor være en hjælp for eleven, at kontaktlæreren sætter sig ind i og ved, hvordan elevens krop reagerer og dermed blive klogere på den enkeltes diabetes men også diabetes generelt.

Det vigtigste en kontaktlærer kan gøre, er at kunne genkende elevens tegn. Altså at de kan se, hvis man virkelig får det dårligt og kan gennemskue en på den måde. Så find ud af hvordan eleven ser ud, når det er at eleven har det dårligt, sådan at de på alle andre tidspunkter vil kunne se det. Fordi man kan godt komme så langt ud, at man slet ikke selv ved, hvad det er man har brug for, fortæller Cecilie.

For Cecilie handlede det ikke om at bruge hendes kontaktlærer til assistance med blodsukkermålinger eller insulin, det kunne hun nemlig selv stå for. Men da diabetes for hende fyldte mest i efterskolehverdagen i forbindelse med aktivitet, råder Cecilie til, at kontaktlærere sætter sig ind i hvornår diabetes fylder for den enkelte elev, og hvornår de kan have behov for tilstedeværelse eller hjælp.

Det skal være trygt at tage sin diabetes med på efterskole

Det kræver opmærksomhed at have en elev med diabetes på en efterskole. Selvom det ikke nødvendigvis kræver ressourcer og tid, er det en opgave og et ansvar, som efterskolen skal kunne overkomme for at sikre den bedste og trygge oplevelse for eleven. I det hele taget er tryghed, en pointe som både Cecilie og hendes mor Lene understreger vigtigheden i. Trygheden mener de, skabes ved at efterskolen signalerer, at de forstår sig på, hvad diabetes er enten i form af at være velinformerede eller erfarne.

Man skal som elev finde en efterskole, hvor man føler, at man kan være tryg, fordi det er vigtigt. Netop at efterskolen har styr på, hvad diabetes er, for det er ubehageligt at gå rundt, og tænke - ”hvad nu hvis jeg falder om med et insulinchok om 10 minutter, hvad gør jeg så, hvis der ikke er nogen, der ved, hvad de skal gøre?, fortæller Cecilie.

Er man en efterskole, der modtager elever med diabetes, handler det derfor ifølge Cecilies og hendes mor om, at der skal skabes tryghed for eleven og forældre. Søren fortæller ligeledes, at man som efterskole kan kigge indad, i forhold til at være en skole der er i stand til at modtage diabeteselever og have en helt klar handleplan for at skabe den nødvendige tryghed for eleven.

Man er nødt til at have et beredskab, og man skal lave en tryghedsplan, sådan at forældrene føler, at de har overladt deres barn i trygge og kompetente hænder, altså at der faktisk er blevet tænkt tanker. Hvis det var mine børn, så ville jeg ikke sende dem på en efterskole, hvor der ikke er tænkt over, hvordan man håndterer barnets sygdom. Derudover skal man følge den tryghedsplan ved at have tæt kontakt selvfølgelig til hjemmet, og diabetesafdelingen hvis det er nødvendigt, fortæller Søren ligeledes i snakken om tryghed.

Tillid til eleven med diabetes

Som efterskole er det vigtigt at have tillid til, at det unge menneske selv er i stand til at vurdere, hvor ens grænser går, når det kommer til diabetes. Det skal dermed ikke være op til efterskolen at vurdere, om eleven f.eks. kan deltage fuldt ud til højintensive aktiviteter, eller kan have behov for at gå fra en undervisning. Med en gensidig tillid kan man med eleven have en aftale om, at de selv står for at sige til og fra.

Det er vigtigt at lærerne stoler på eleven. Fordi man kan hurtigt komme til at føle, at de bliver sure på en, hvis det er sådan, at man tit går ud, når der er idræt eller andet sport. Men man gør det jo ikke, hvis ikke man har brug for det. Fordi det er jo ikke for sjov, at man får lavt blodsukker, og man kan jo ikke bare fortsætte, fordi så går det galt til sidst, fortæller Cecilie.

Derfor handler det om at undgå situationer, hvor der bliver set skævt til en elev med diabetes, og dermed at der kan opstå situationer, hvor eleven føler sig forkert.

Det er jo ikke noget jeg gør med vilje, det er jo min krop der reagerer. Det er ikke fordi, at jeg ikke gerne vil være med, og det er vigtigt, at lærerne stoler på det, tilføjer Cecilie.

Eleven med diabetes indgår på lige fod med den andre

Selvom der er hensyn at tage overfor en efterskoleelev med diabetes, er det vigtigt, at man ikke gør forskel på eleverne.

Et ungt menneske med diabetes er ligesom alle andre unger, og kan leve deres liv ligesom alle andre – og ønsker at blive behandlet som andre. Det er ikke diabetes der skal styre et efterskoleophold, og de oplevelser man får. Når der er styr på diabetes, og på hvornår man som efterskole skal være til stede overfor eleven, er der ingen grund til at lade diabetes definere resten af elevens efterskoleår. Cecilie fortæller hvordan at hun på intet tidspunkt følte sig forskelsbehandlet, og er glad for det i dag.

Jeg ville jo bare gerne behandles som andre unge, jeg ville jo ikke have særbehandling eller noget som helst. Det har man ikke brug for, fortæller hun.

Ligeledes pointerer Cecilies mor Lene, hvordan at det kan være vigtigt for et ungt menneske med diabetes, at få plads til at være mere end sin sygdom og til ikke at lade den definere ens oplevelser.
Ifølge Cecilies tidligere kontaktlærer Mathias, er det netop også det et efterskoleophold handler om.

På vores skole er det sådan, at alle indgår på lige vilkår. Så det er ikke sådan, at man siger, ”okay – den her person har diabetes, det er et andet menneske”. Alle rammer bliver givet ens, så ved at have diabetes skal man ikke føle sig anderledes. Det ville være det samme, hvis det var en anden sygdom. Vi giver dem de muligheder som alle andre også får, sådan at de føler, at de er efterskoleelev på lige vilkår, siger Mathias.

De gode initiativer - sådan har de gjort på Sportsefterskolen Aabybro

På Sportsefterskolen Aabybro i Nordjylland er de erfarne i modtagelsen af elever med diabetes, og derfor har vi hos Steno Diabetes Center Nordjylland spurgt dem, hvilke initiativer de har haft succes med, som andre efterskoler kan lade sig inspirere sig af.

Hvis man som ungt menneske har godt styr på sin diabetes, vil man sjældnere opleve at have behov for hjælp. I disse tilfælde har man på Sportsefterskolen Aabybro erfaret, at efterskolens vigtigste opgave er at sikre de bedste fysiske og praktiske omstændigheder for, at det unge menneske kan leve godt med sin diabetes på efterskolen.

Denne form for praktiske initiativer, som de har gjort brug af på Sportsefterskolen Aabybro, er ting som at eleven har åben adgang til mad og juice, en vægt til rådighed for at kunne afveje måltider og opstilling af køleskabe ved eller på værelserne, til sikkert at kunne opbevare insulin. Derudover fortæller Mathias, at man på efterskolen har en diabetes-førstehjælpskasse med juice, som bliver medbragt rundt, sådan at den er tæt på eleven. Denne førstehjælpskasse sikrer, at lærere og eleven altid har sukker tæt ved sig, og kan handle hurtigt.

Vi gør det her med, at vi har en ”førstehjælpskassen” i personalerummet. På den måde har vi gjort nogle overvejelser om, at der altid skal være sukker. Sådan nogle ting kunne jeg forestille mig giver mere tryghed, og at man ved, at vi har ting med ud, når vi er på tur. Det er ligesom at have en ispose med til en brækket arm, fortæller Mathias.

Derudover har Søren som kontaktlærer haft god erfaring med ugentlige møder, specielt i starten fortæller han, hvor man kan sikre sig, at eleven har styr på sin diabetes, føler sig tryg i det, og så kan man derudfra tage hensyn til elevens behov. Udover de nævnte initiativer har vi spurgt de to erfarne efterskolelærere Søren og Mathias til, hvilke råd de vil give til de andre efterskoler, som modtager elever med diabetes. Til dette siger de:

Man skal modtage dem med åbne arme og høre deres historie - hvor er de i deres diabetesforløb, er det nogen, der er selvkørende, eller er det nogen, som stadig bøvler med det. For så er det jo der, man kan og skal hjælpe. Så igen – jeg ville høre på, hvor selvhjulpne den unge er, fordi det er jo tit forældrene, der egentlig har hjulpet derhjemme i en startfase. På de fleste efterskoler vil eleverne 100% lave mere motion, end de gør inden de starter, så der sker også en tilvænning i forhold til sukkerindtag og insulin. Så det skal eleven også gøres klar på, at der sker en overgang og transformation der, lyder rådet fra Mathias.

Rådet fra Søren, lægger vægt på forberedelse og planlægning:

Jeg tror simpelthen på at det handler om at have en handleplan fra dag et. Den skal være nedskrevet, sådan at forældre og elev kan få det i hånden og se ”hvad er det vi tænker, hvad er det vi gør” og at vi faktisk forlanger noget af eleven, for at kunne have vedkommende der på tryg vis, er Sørens gode råd.

Søren fortæller ligeledes, at han synes at man på en efterskole bør have en tovholder for modtagelsen af elever med diabetes, specielt hvis man som de har oplevet det på Aabybro efterskole, har modtaget mindst én elev med diabetes de seneste år. Dog har han en pointe, som kommer af hans egen interesse i eleverne med diabetes – nemlig at man bør være drevet af at være kontaktlærer, for de elever som har deres diabetes med på efterskole.