8. Mænd i sårbare positioner udvikler egne strategier for at leve med diabetes
Nogle mænd har brug for en særlig form for støtte fra sundhedsprofessionelle. Det er mænd, som har svære livsvilkår af forskellige årsager. For eksempel har de en kort eller ingen uddannelse, en lav indkomst og et minimalt socialt bagland.
Louise Søgaard Hansen, som er ansat i forskergruppen på Center for Sundhed og Samfund på Roskilde Universitet, har talt med nogle af disse mænd for at blive klogere på deres liv med type 2-diabetes og på, hvordan de oplever mødet med sundhedsprofessionelle.
”Uligheden inden for sundhedsområdet er voksende. Dem, som har mest brug for hjælp fra sundhedsprofessionelle, risikerer at få mindst hjælp. Derfor har vi rakt ud og spurgt nogle af de berørte, hvordan de lever med en kronisk sygdom som type 2-diabetes, og hvordan de oplever at blive mødt”, siger hun.
”Vi ved nemlig, at mænd i sårbare positioner oftere udviklere følgesygdomme af diabetes eller andre samtidige kroniske sygdomme end andre”, siger hun.
Der er også flere mænd end kvinder, som udvikler type 2-diabetes.
Det gjorde de som led i et studie, der er lavet i samarbejde med Steno Diabetes Center Sjælland.
Interviewene er lavet i forlængelse af et besøg på et diabetesambulatorium.
”Vi talte med dem om nogle af de ting, der var foregået til konsultationerne”, siger Louise Søgaard Hansen, som også spurgte ind til, hvilken betydning det har for mændenes hverdag at leve med diabetes.
”Om det har givet dem nogle udfordringer fx i forhold til at være social med andre mennesker”, siger hun.
”De får ikke spist, som de skal og får heller ikke taget den rette mængde insulin. De reagerer til gengæld, når kroppen sender et signal om, at nu er der noget galt”, siger Louise Søgaard Hansen.
”Dette er selvfølgelig ikke en optimal måde at håndtere type 2-diabetes, men det viser os, og det siger mændene også selv, at det er svært at gøre præcist de ting, som de sundhedsprofessionelle instruerer dem i”.
”De skammer sig over ikke at overholde retningslinjerne for, hvordan de skal regulere deres blodsukker og så videre, men de har brug for, at der i højere grad tages højde for deres fortælling om, hvordan det er at leve med mindst én livslang sygdom”.
I et nyt og større studie undersøger Louise Søgaard Hansen nu, hvad man kan gøre ved problemet.
Hun håber på, der kan udarbejdes et samarbejdsværktøj, som sundhedsprofessionelle i kommuner og regioner kan tage i anvendelse i løbet af de kommende år, som kan gøre det lettere at hjælpe dem, som har det sværest og som har mest brug for hjælp en måde, som imødekommer de udfordringer, de står i.
Louise Søgaard Hansen, som er ansat i forskergruppen på Center for Sundhed og Samfund på Roskilde Universitet, har talt med nogle af disse mænd for at blive klogere på deres liv med type 2-diabetes og på, hvordan de oplever mødet med sundhedsprofessionelle.
”Uligheden inden for sundhedsområdet er voksende. Dem, som har mest brug for hjælp fra sundhedsprofessionelle, risikerer at få mindst hjælp. Derfor har vi rakt ud og spurgt nogle af de berørte, hvordan de lever med en kronisk sygdom som type 2-diabetes, og hvordan de oplever at blive mødt”, siger hun.
”Vi ved nemlig, at mænd i sårbare positioner oftere udviklere følgesygdomme af diabetes eller andre samtidige kroniske sygdomme end andre”, siger hun.
Der er også flere mænd end kvinder, som udvikler type 2-diabetes.
Spurgte ind til livet med diabetes
Louise Søgaard Hansen har sammen med en kollega interviewet 12 af disse mænd, som er særligt sårbare over for sygdom.Det gjorde de som led i et studie, der er lavet i samarbejde med Steno Diabetes Center Sjælland.
Interviewene er lavet i forlængelse af et besøg på et diabetesambulatorium.
”Vi talte med dem om nogle af de ting, der var foregået til konsultationerne”, siger Louise Søgaard Hansen, som også spurgte ind til, hvilken betydning det har for mændenes hverdag at leve med diabetes.
”Om det har givet dem nogle udfordringer fx i forhold til at være social med andre mennesker”, siger hun.
Bruger egne strategier
Det viser sig, at mange af disse mænd finder deres egne strategier for et liv med diabetes.”De får ikke spist, som de skal og får heller ikke taget den rette mængde insulin. De reagerer til gengæld, når kroppen sender et signal om, at nu er der noget galt”, siger Louise Søgaard Hansen.
”Dette er selvfølgelig ikke en optimal måde at håndtere type 2-diabetes, men det viser os, og det siger mændene også selv, at det er svært at gøre præcist de ting, som de sundhedsprofessionelle instruerer dem i”.
”De skammer sig over ikke at overholde retningslinjerne for, hvordan de skal regulere deres blodsukker og så videre, men de har brug for, at der i højere grad tages højde for deres fortælling om, hvordan det er at leve med mindst én livslang sygdom”.
I et nyt og større studie undersøger Louise Søgaard Hansen nu, hvad man kan gøre ved problemet.
Hun håber på, der kan udarbejdes et samarbejdsværktøj, som sundhedsprofessionelle i kommuner og regioner kan tage i anvendelse i løbet af de kommende år, som kan gøre det lettere at hjælpe dem, som har det sværest og som har mest brug for hjælp en måde, som imødekommer de udfordringer, de står i.
Opdateret