DiaTRUST

For mange personer med insulinbehandlet type 2-diabetes kan det være en udfordring at følge den daglige diabetesbehandling. Derfor søger Steno Diabetes Center Nordjylland deltagere til forskningsprojektet DiaTRUST.

 

Formål

Formålet med forsøget er at undersøge, om et nyudviklet intelligent telemonitoreringssystem kan hjælpe personer med type 2-diabetes med at nå deres behandlingsmål – og samtidig gøre opfølgningen lettere for sundhedspersonalet.

 

Hvordan foregår forsøget?

Forsøget varer i tre måneder. Deltagerne fordeles ved lodtrækning i én af tre grupper:

  • Intelligent telemonitorering
  • Traditionel telemonitorering
  • Vanlig behandling (blændet gruppe)

 

Deltagere i de to telemonitoreringsgrupper får udleveret en glukosesensor, som måler blodsukkeret hvert femte minut, en intelligent insulinpen, der registrer insulininjektioner og et aktivitetsur, der måler skridt og søvn, samt en smartphone. Udstyret anvendes i hjemmet, mens sundhedspersonalet følger målingerne og løbende tager kontakt telefonisk.

 

Deltagere i gruppen med vanlig behandling får udleveret en glukosesensor og en intelligent insulinpen. Målingerne fra disse vil være blændede, hvilket betyder, at hverken deltagerne eller sundhedspersonalet kan se værdierne under forsøget. Efter forsøgets afslutning vil denne gruppe blive tilbudt to måneders  telemonitorering, hvor målingerne fra glukosesensoren og insulinpennen kan ses.

 

Hvem kan deltage? 

For at kunne deltage skal du:

• Være over 18 år

• Have haft type 2 diabetes i mindst ét år

• Være i behandling med insulin 

• Kunne anvende en smartphone samt have internetforbindelse og MitID

 

Du kan desværre ikke deltage, hvis du: 

  • Er gravid eller ammer
  • Har større operationer planlagt
  • Hvis du har haft en kræftsygdom inden for de seneste fem år

 

Interesseret i at høre mere?

Ønsker du at høre mere om - eller deltage i - forsøget, foretrækker vi, at du sender en e-mail til endo.steno.forskning@rn.dk. Skriv dit telefonnummer og hvornår på dagen, du er nemmest at træffe, så ringer vi dig op. Alternativt kan du ringe (mandag til fredag kl. 11-15) til projektbioanalytiker Mette Pilegaard (tlf. 3036 4684), Louise Østergaard (tlf. 2218 4874) eller Trine Friedrich (tlf. 2335 2985).

Kontakt

Opdateret