Sten-O Stikkemester

Sten-O Stikkemester er en applikation med Augmented Reality (AR) teknologi som kan hjælpe børn i alderen 3-9 år med at mestre nålestiksprocedure, som er en uundgåelig del af diabetesbehandlingen. 

Derfor er appen udviklet

Projektets formål er, at støtte børn i forbindelse med nålestik med avataren Sten-O, som børnene kender som sin mestringsmakker. Der er udviklet forskellige aktiviteter i appen, som skal fungere som en værktøjskasse for børnene til at håndtere daglige nålestik.

 

Virtuel omsorg fra mestringsmakkeren Sten-O

Ved diabetes debut oplever børn i snit 14-16 nålestik i døgnet, fordelt på blodsukkermåling i fingeren, måltidsinsulin i maven og langtidsinsulin i låret. Børnene får på sigt tilbud om sensor og pumpe, som reducerer antallet af nålestik – dog opleves nåleskift af sensor og pumpe stadig voldsomme for mange børn. Derfor er der udviklet aktiviteter i appen til vejrtrækningsøvelser, virtuel omsorg fra mestringsmakkeren Sten-O samt underholdning til distrahering fra nålestikket. Der er i appen fokus på, at nålestik klares sammen med Sten-O, så barnet aldrig føler sig alene om sin diabetesbehandling herunder nålestik. 

 

 

Projektets økonomi og samarbejdspartnere

Helsefonden har valgt at støtte projektet med en bevilling på 155.000 kr. Virksomheden Doktor Universe har udviklet løsningen i Augmented Reality i tæt samspil med øvrige interessenter. Professionshøjskolen UCN har bidraget med detaljeret kendskab til målgruppen samt viden og erfaring med brugerinddragelsesprocesser og evaluering af appen. 

Projektet arbejder med metoden Participatory Design, hvor brugere er inddraget aktivt i udviklingsprocessen herunder i behovsafdækning, design workshops og evaluering. Der er inddraget sundhedsprofessionelle fra Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg Universitetshospital samt børn og forældre.