Flemming Kragh Pedersen
Flemming har været ansat ved Steno Diabetes Center Nordjylland siden 2018.
For Flemming er det særligt interessant at arbejde ved SDCN blandt andet på grund af den brede faglige personalesammensætning, som centret har. Derudover har det betydning for Flemming, at SDCN har en klar og tydelig mission, der arbejdes ud fra.
Det er interessant at arbejde ved SDCN. Det handler om, at vi jo er nogle pionerer, der har bygget noget op fra bunden. Det synes jeg, er interessant. Jeg synes også, at det fungerer godt at arbejde her. Altså at vi er nogle gode medarbejdere og forskellige mennesker, som fungerer godt sammen. Det gør vi blandt andet fordi, at vi har en mission. Det er jo beskrevet i vores drejebog, hvad det er, vi er sat i verden for. Det er spændende at være med til at føre en sådan mission ud i livet. Simpelthen.
Som en del af staben ved SDCN er Flemming en af de medarbejdere, der indirekte bidrager til forbedringen af diabetesområdet. Selv beskriver han sig som en del af organisationens grundstamme.
Som ikke-kliniker bidrager jeg jo ikke til diabetesområdet direkte. Men jeg bidrager med en hel masse indirekte. Jeg er med til at være en af de grundfunktioner, der skal være i en organisation, for at den kan fungere. Så alt, hvad klinikere og fagpersoner de gør for diabetesområdet i SDCN, det kan de gøre, fordi der er nogle grundlæggende ting, der er på plads i organisationen, heriblandt økonomien, som jeg så står for.
Har været med fra starten
Flemming var en af de første ansatte ved SDCN, og på den måde beskriver han, hvordan at han har været en del af SDCN, siden centret blev grundlagt i starten af 2018.
Jamen, jeg har været her nærmest siden start. Vores forskningschef var den første, der blev ansat, og hurtigt derefter kom vel så direktøren og den øvrige ledelse i foråret 2018. I august 2018 blev jeg og et par stykker andre ansat. Jeg blev så derfor ansat blandt nogle af de første medarbejdere.
Fra starten af sin ansættelse har Flemmings faglighed kunnet bruges til mere end økonomien blandt andet fordi, at han i sin uddannelse og tidligere arbejdsliv langt fra har beskæftiget sig udelukkende med økonomi. Faktisk var han oprindeligt ikke ansat ved SDCN som centerøkonom men under titlen projektleder. Flemming er derfor en medarbejder og kollega, der kan inddrages og søges hjælp hos ved forskellige former for arbejdsopgaver.
I min oprindelige jobbeskrivelse hed det faktisk projektmedarbejder eller projektleder og økonomi. I starten var vi stramt bemandet på projektleder-delen, så der var jeg også inde ovre andre ting. Det var blandt andet nogle af vores første behandlingsinitiativer. Så jeg tænker, at jeg i dag også kan bidrage til mange ting. Og jeg bliver ofte involveret i ting, som ligger ud over den snævre økonomi.
For Flemming har det været en god oplevelse at være med til at starte en organisation som Steno Diabetes Center op fra bunden.
Det har været spændende at være med til at bygge det her center op. Det er noget af det, jeg godt kan lide ved mit arbejde – at jeg et eller andet sted har været med til at definere det og har sat mit præg på det.
Hans viden og kompetencer er ikke begrænset til økonomien
Selvom Flemming i dag arbejder som centerøkonom, bærer han på viden og kompetencer, der går ud over det snævre økonomiske felt. Flemming beskriver nemlig sig selv som sociolog, og at dette er en linse, han ser igennem, i alt hvad han foretager sig - både privat og professionelt.
Hos mig fylder sociologien meget, og den bruger jeg både privat og fagligt. Fordi når man først har været igennem et sociologiforløb, så har man de briller på. Så er man sociolog. Så kigger man ud igennem nogle briller, hvor man ser på, hvordan individer, sociale grupper og kulturer agerer og interagerer. Så det ligger nærmest som sådan en frame over, hvordan jeg iagttager verden. De briller kan jeg ikke bare tage af, selv om det jo ikke direkte har meget med økonomien at gøre.
Flemming har i sin tid ved Steno Diabetes Center Nordjylland været med til specielt et projekt, som han i dag husker som værende særligt interessant at medvirke i. Blandt andet i dette projekt gjorde Flemming brug af mere end sine økonomiske færdigheder. Projektet førte til et resultat, der i dag er en national standard inden for diabetesbehandling.
Der var det her landsdækkende projekt, der omhandlede en vurdering af, hvornår voksne med type 1-diabetes skal tilbydes glukosemålere. Det var noget af det første, som jeg var med til her. Jeg havde sekretariatsfunktionen i den arbejdsgruppe, der skulle udarbejde en anbefaling – og det var med deltagelse af alle steno-centrene. Resultatet blev, at arbejdsgruppen kom med en anbefaling, som regionerne nu kører efter. Der kan man se et helt konkret resultat af sit arbejde, og det er faktisk også lidt sjovt.
Den musikalske centerøkonom
I sin fritid beskæftiger Flemming sig helst med musikken. Selv beskriver Flemming, hvordan musik er en del af den person, han er.
Jeg spiller musik – og det spiller en stor rolle. Det er også en stor del af min identitet, kan man sige. Jeg er centerøkonom i SDCN, men jeg er sandelig også musiker. Det er også det, jeg laver mest i min fritid. Jeg har altid noget musik, jeg skal hjem og se på.
Selvom Flemming er stor fan af musikken, og holder af selv at udtrykke sig musikalsk, vil han ikke pege på bestemte musikalske idoler.
Jeg har sådan lidt modstand imod at have idoler. At pege på én og sige “det her er mit idol”. For det synes jeg ikke, at jeg kan. Min musiksmag er alt for bred til idoldyrkelse. Men selv om jeg ikke vil sige, at jeg har et idol - så er der én musiker og især et bestemt nummer, der bliver ved med at dukke op. Det her nummer er det, der allerflest gange er dukket op i hovedet på mig, og det er i løbet af de sidste 30 år. Og det er alligevel fantastisk, for hvor i alverden kommer det fra? Og det er ikke et specielt budskab i teksten, der har fanget mig, det er simpelthen hele stemningen i sangen.
Flemming går op i, og bekymrer sig om, verden og mennesker
Flemming er i sit liv og i mødet med andre mennesker en positiv person. Dog beskriver Flemming sig selv som en “civilisatorisk pessimist”, idet han oplever, at der foregår ting i verden og blandt menneskeheden, der bekymrer ham.
Personligt og i min omgang med andre mennesker, der tror jeg, at jeg bliver karakteriseret som en, der er positiv, smilende og imødekommende. Men jeg har egentlig et ret dystert syn på mange ting. Jeg vil betegne mig som civilisatorisk pessimistisk – altså pessimistisk på vores civilisations vegne. Jeg har sådan en tanke om, at det er mærkeligt, at vi i vores del af verden kalder os for de mest civiliserede - altså at vi skulle repræsentere den højeste kulturelle og civilisatoriske udvikling. Og så kan vi alligevel ikke finde ud af at holde op med at brænde den her planet af, og vi kan ikke finde ud af at holde op med at gå i krig med hinanden. Derudover så er vi også meget egoistiske, kan man sige. Et simpelt ord, men det dækker. Det synes jeg, er mærkeligt. Det burde vi have forudsætningerne for at sætte os ud over nu. Sådan nogle store spørgsmål synes jeg egentlig, er meget interessante. Jeg har sågar skrevet flere sange om det.
Flemming har i det hele taget en interesse for livets større filosofiske spørgsmål, hvoraf hans interesser for mennesker og samfundet er udsprunget.
Jeg interesserer mig udover sociologien også for filosofi. Det handler jo tit om de store spørgsmål - og kombineret med et samfundsengagement, så bliver det til de store tanker om, hvad denne verden af mennesker er for noget, og hvor vi skal hen – og hvorfor vi ikke har lært noget endnu. Det brænder jeg for.
Disse 3 ting havde du sikkert aldrig gættet om Flemming…
1. Flemming spiller i et band
Jeg spiller i et prog rock band (progressiv rock) som hedder Fall of Episteme. Vores debut-cd ligger på alle streamingtjenesterne, så lyt endelig – jeg modtager gerne anmeldelser.
2. Han har engang spillet på Roskilde Festival
Jeg har spillet på Roskilde Festival. Det er der mange, der ikke har. Men der er nu også mange, der har, og der er jeg så en af dem.
3. Gav engang sin egen autograf til en berømt musiker
Jeg har engang givet min egen autograf til Jean-Michel Jarre. Jeg og mit band skulle høre ham i Herning, og det var arrangeret, at vi skulle snakke med ham bagefter. De andre ville gerne have hans autograf, men jeg samler ikke på autografer. Jeg har Shu-bi-duas autografer fra da jeg var 15 år, men ellers samler jeg ikke på autografer. Derfor tænkte jeg, at jeg ville lave noget sjov ud af det. Så det endte med, at jeg spurgte ham på fransk, om jeg måtte have lov at give ham min autograf. Det syntes jeg selv, var sjovt – og det fornemmede jeg også på hans latter, at han syntes
Opdateret