1. Når diagnosen rammer

Dagen lignede en dag som alle andre, da alt pludselig blev vendt på hovedet. Da 8-årige Nikoline fik konstateret diabetes. Men sammenhold, optimisme og en fælles aftale hjalp familien til at vende kaos til håb, så hverdagen kunne vende tilbage.

 

Diagnosen, der vendte familiens hverdag på hovedet

Overalt under loftet på det lille lyserøde værelse hænger der lyskæder, mens både Anders And, Minnie og en grøn elefant pryder væggene. Allesammen lavet i farverige perler.

8-årige Nikoline ligner på mange måder alle andre 8-årige. Men så alligevel ikke helt.

Mindre end en måned tidligere vendte en diagnose op og ned på familiens liv - og ikke mindst Nikolines. Nemlig da hun fik konstateret type 1-diabetes.

 

Tusinde tanker i hovedet

Jeg tænkte bare åh nej, det er noget, der er mega ubehageligt.

 

Sådan husker Nikoline den dag, hun fik sin diagnose. Men også Nikolines forældre, Thomas og Kristina, husker tydeligt dagen, hvor deres datter fik konstateret diabetes.

For selvom de gennem venner kendte lidt til sygdommen, så vidste ingen af dem reelt, hvad de stod overfor, og hvad en diabetesdiagnose ville betyde for familiens hverdag.

Kristina fortæller:

Hvad er det for en ny verden? Hvad kræver det af os? Og hvor hårdt går det ud over vores barn? Man tænker tusinde tanker og så alligevel ingenting på samme tid.

 

Thomas, der var i fuld gang med dagens arbejde på familiens gård i Tversted i Nordjylland, måtte også stoppe op, slukke for gravemaskinen og prøve at samle tankerne, da han fik beskeden om datterens diagnose.

Thomas fortæller:

Vi vidste godt, noget var galt, men vi var måske ikke forberedt på, det var det. Så det var mange tanker, der røg igennem ens hoved i løbet af få sekunder.

 

Tiden efter diagnosen blev et puslespil for familien, og mens Thomas tog sig af gården og Nikolines tre søskende derhjemme, så blev Kristina og Nikoline indlagt, så de med hjælp og vejledning fra diabetesteamet kunne lære om alt det nye, diagnosen bragte med sig.

 

“Vi skal hjælpe hinanden - det har vi også lært i skolen”

Kristina husker:

Man har en masse spørgsmål, og man vil bare gerne have svar på det hele på én gang. Er det arveligt? Er det fordi, vi som forældre har gjort noget forkert? Er det fordi, vores kostplan herhjemme er forkert?

 

Men efter de første dage på hospitalet var det som om, det vendte, og alle de i begyndelsen så uoverskuelige rutiner og strukturer virkede pludseligt knap så uoverskuelige mere. Godt hjulpet på vej af en fælles aftale, som Nikoline, Thomas og Kristina lavede om at hjælpe hinanden.

Kristina fortæller:

Det var faktisk Nikoline, der begyndte at snakke om det. At vi selvfølgelig godt kunne klare det, og at vi skulle holde sammen og hjælpe hinanden.

 

Nikoline fortsætter:

Vi skal hjælpe hinanden. Det har vi også lært i skolen - at der ikke er nogle, der skal gå alene i frikvartererne.

 

Den aftale tog familien med sig hjem, og hverdagen begyndte så småt at ligne sig selv igen - med Nikolines diabetes og de nye strukturer som en fast del af hverdagen.

Kristina siger:

Al den viden og alt det, vi lærte på sygehuset, har vi brugt herhjemme. Det begynder at blive rutine, så det bliver nemmere. Det er allerede nemmere.

 

 

Præcis som alle andre

Tilbage på Nikolines lyserøde værelse står der et billede af hendes kæreste. Ham glædede Nikoline sig til at se igen, når hun kom hjem fra hospitalet. Ham, sine søskende og så også familiens hund ved navn Foto, som hun iført gummistøvler gerne løber rundt på gårdspladsen og leger med. For Nikoline både ligner og er som alle andre 8-årige - trods sin diabetesdiagnose.

Steno Diabetes Center Nordjylland

Telefon

21 64 13 65

Mail

sdcn@rn.dk

Opdateret