6. Når man bare ikke vil have diabetes
Egentlig ville 19-årige William slet ikke fortælle sine nye klassekammerater om det, da han begyndte i gymnasiet.
Allerhelst ville han nemlig, at de bare skulle se ham for den, han er - og ikke for den kroniske sygdom, han har.
Derfor gik der også flere måneder, før han en dag tog mod til sig og fortalte sine gymnasievenner om livet med blodsukkermålinger og diabeteskontrol.
William har nemlig type 1 diabetes, og med en kronisk sygdom i rygsækken frygtede han derfor, at hans nye klasse ikke ville se ham som William - men som “ham med sygdommen”.
Forstående klassekammerater
William husker tilbage på den dag, hvor han fortalte sine klassekammerater om sygdommen:
Det var da lidt mærkeligt at skulle stille sig op og fortælle, at den her sygdom fulgte med mig.
Men selvom han havde frygtet det værste, blev han derimod mødt af det stik modsatte - nemlig forståelse og anerkendelse.
William siger:
Jeg havde frygtet lidt, at jeg ville blive sat i den her kasse som ‘ham med sygdommen’ - men sådan var det overhovedet ikke. De var forstående og syntes, det var sejt, jeg sagde det, selvom jeg havde holdt det hemmeligt.
Efterlod sin diabetes derhjemme
At det kan være svært at fortælle andre om sin diabetes, det kan Kathrine på 19 fra Aalborg nikke genkendende til.
I dag skjuler hun ikke længere sin type 1 diabetes for andre, men da hun i sine tidlige teenageår begyndte i en ny klasse, ville hun på ingen måde fortælle om sin sygdom.
Kathrine ville være som de andre - og derfor undlod hun i en periode også helt at passe sin diabetes.
Kathrine fortæller:
Jeg tog et valg om, at jeg ikke ville måle blodsukker foran de andre, så jeg lod min diabetes blive derhjemme, så jeg kunne havde en helt normal dag som de andre.
Og netop det med at være ung og samtidig have en diabetessygdom, det er, hvis man spørger Kathrine, ikke helt nemt:
Alle går jo igennem en identitetskrise, hvor man skal finde ud af, hvem man selv er - og samtidig med det skal man også tage vare på en diabetessygdom, og det kræver bare rigtig meget psykisk.
“Det var et wakeup call”
Ligesom Kathrine så undlod William i en periode også helt at passe sin diabetes godt. Som ung teenager synes han nemlig, at venner, fester og ungdomsliv var langt vigtigere end insulin og blodsukkermålinger. Men en dag endte det helt galt.
William fortæller:
Et af mine sæt virkede ikke, og fordi jeg havde så højt et langtidsblodsukker, så skulle der ikke ret meget til, før jeg fik en syreforgiftning.
William blev indlagt på intensiv, og selvom han kort efter blev udskrevet igen, så gav satte oplevelsen sig i ham.
Han siger:
Det var jo et wake-up call om, at man skal tage sig sammen og passe sin diabetes bedre og sørge for, man ligger bedre korrigeret.
I dag er William langt bedre til at passe sin diabetes, ligesom han også er blevet mere åben om sin sygdom. Og derfor slutter han også af med et sidste råd til andre:
Det har jo ikke rigtig en betydning for, hvem man er som person, at man har diabetes, og jeg tror, man stiller flere scenarier op i hovedet om, hvad folk tænker om en - så ‘be yourself’.
Tekst og foto: Astrid Bruun Bonnén / GoLittle
Hør flere historier og erfaringer fra børnefamilier med diabetes i podcasten Diabetesfamilier, hvor du også kan få vigtig viden fra eksperter samt aflivet myter om diabetes.
Find podcasten Diabetesfamilier i din podcast-app - og husk at dele den med andre børnefamilier, der kan have brug for gode råd og erfaringer om livet med type 1-diabetes.
Og har du brug for mere information om livet med diabetes hos børn og unge, så kan du hente Sten-O Starter-appen helt gratis i App Store eller Google Play.
Læs om og lyt til de øvrige episoder
- 1. Når diagnosen rammer
- 2. Tilbage til hverdagen
- 3. Tilbage til skolen
- 4. Ung med diabetes
- 5. Et voksenliv med diabetes
- 7. Når kontrollen tager overhånd
- 8. Ungepanel: Om at være ung med diabetes
- 9. Forældrepanel: Om at være mor og far til en ung med diabetes
- 10. Søskendepanel - Om at stå på sidelinjen
Opdateret