Database til kortlægning og bremsning af udvikling af diabetesnerveskader

Postdoc Anne-Marie Wegeberg og ph.d.-studerende Johan Røikjer har sat en stor spørgeskemaundersøgelse i Region Nordjylland i gang, der skal kortlægge udbredelsen af nerveskader forårsaget af diabetes. Projektet modtog i foråret støtte fra Diabetes Foreningen.

Nerveskader er en af de mest hyppige følgesygdomme til diabetes, og det vurderes at ca. halvdelen de mennesker som har diabetes, vil få nerveskader i løbet af deres liv. Desværre går mange mennesker rundt med nerveskader uden at få sat fokus herpå i tide.  Dette kan imidlertid resultere i en række svære komplikationer, som forringer livskvalitet og levetid hos de personer, der rammes. Derfor vil en kortlægning af forekomst, udvikling og opbremsning af neuropati samt identifikation af risikofaktorer på sigt være med til at forhindre yderligere komplikationer og forhåbentlig øge livskvaliteten for personer med diabetes.

 

Formål med forskningsprojektet

Et nyt projekt ved Steno Diabetes Center Nordjylland, med støtte fra Diabetes Foreningen, skal komme risikoen for nerveskader til livs. Formålet med projektet er at estimere udbredelse af fire neuropati typer (perifer-, smertefuld-, autonom- og neuropati i mave-tarm-system), at identificere risikofaktorer der øger forekomsten af diabetisk neuropati, samt at afdække sammenhængen til livskvalitet. Dette gøres gennem en web-baseret befolkningsundersøgelse baseret på validerede spørgeskemaer, der vil være starten på en repræsentativ befolkningsbaseret database, hvorpå fremtidige opfølgningsundersøgelser kan udføres.

 

Forskningsprojektet er finansieret af et forskningslegat fra Diabetes Foreningen. Projektet udføres på Steno Diabetes Center Nordjylland i samarbejde med forskningsenheden Mech-Sense. Projektgruppen består ud over Anne-Marie Wegeberg, Johan Røikjer og Peter Vestergaard (SDCN) og Christina Brock (Mech-Sense). 

 

Metode og fremgangsmåde

Spørgeskemaundersøgelse er sendt ud via e-Boks til alle personer i Region Nordjylland, som lever med type 1- eller 2-diabetes. Undersøgelsen er rettet både mod dem som allerede har nerveskader, men endnu vigtigere mod dem som endnu ikke har nerveskader. Den vil ud over at undersøge perifere-, smertefulde- og autonome nerveskader samt påvirkning af mave-tarm-kanalen, også kigge på livskvalitet, angst, og depression samt diabetes sygdomsforløb og socioøkonomiske forhold.



Det forventes at spørgeskemaundersøgelsen tager ca. 30 minutter at fuldføre. For at følge udviklingen over tid vil undersøgelse blive genudsendt hvert år i en periode frem. Dette styrker databasen og dem mulige forskning, da man vil kunne følge udviklingen af nerveskader over årene.


Status på projektet

På nuværende tidspunkt har vi et manglende fokus på og viden om omfanget af diabetes inducerede nerveskader. Derfor er håbet, at undersøgelsen som udgangspunkt vil give et indblik i omfanget af nerveskader forårsaget af diabetes, i sygdomsudvikling, påvirkning af organfunktioner og livskvalitet. På sigt håber man, at man kan arbejde hen imod at øge livskvaliteten og forlænge levealderen for personer med diabetes.



Næste skridt for forskningsprojektet, når det første data er opsamlet, er at kunne følge udviklingen af nerveskader i den Nordjyske befolkning i de kommende år. Derudover forventer man at projektet vil lægge grundlaget for flere projekter inden for diabetiske nerveskader i fremtiden.

Deltagerinformation om deltagelse i en spørgeskemaundersøgelse om nerveskader ved diabetes